Narsaq-indtryk

Internettet på hotellet er hundedyrt, så der bliver sparet.

Det koster 120 kr for 2 timer og det er begrænset, hvor meget jeg kan nå på de to timer..

Ikke at jeg ikke har tid nok, for det har jeg.

Jeg har været rundt og kikke i byen, som ikke er særligt stor. Såvidt jeg ved, bor der omkring 1700 mennesker i Narsaq.

 

Der står utroligt mange huse tomme.

Vinduer er blændet af med plader og mange af husene, som stadig benyttes, er gamle og misligeholdt.

Der er ikke mange nyopbyggede huse at se, men skulle der komme et økonomisk opsving, er omgivelserne bestemt lokkende.

Det, som jeg har set er dog lidt trist..

Gaderne er meget øde.

Det er tydeligt at mærke, at der er stor arbejdsløshed i Sydgrønland, men hvad der ikke er af nybyggeri, har befolkningen hernede i gæstfrihed og imødekommenhed.

 

Aldrig har jeg mødt så imødekommende mennesker, som her i Sydgrønland.

Dagen efter jeg kom hertil, var jeg rundt med mit kamera.

Jeg kom i snak med folk og jeg blev budt indenfor til nybrygget kaffe hos vildtfremmede mennesker, som dog fandt ud af at kende min familie.

I Sisimiut har jeg kun min allernærmeste familie, men her i Sydgrønland har jeg masser af kusiner og fætre, da min moster har boet hernede i overhalvdelen af sit liv og stiftet en stor familie.

Det er sjovt, at møde blodbeslægtede og genkende træk og ligheder.

 

Der er stort set alt hernede: isfjelde, træer, får, heste, køer og alligevel er her så anderledes end omgivelserne i Sisimiut.

Jeg sad på stranden og kikkede på bittesmå isskosser, hvor millioner års gammel luft lå i små lommer.

Jeg faldt i staver og tænkte på, at et urmenneske havde trukket den akkurat samme luft, som lå indkapslet i isen. Måske slået en stinkende prut, en bøvs.. trukket vejret for første og sidste gang

 

Jeg sad på en klippe og kikkede ud på et isfjeld, hvor 4 kæmpestore havørne sad. De jagtede havmåger og fløj tilbage til deres flydende base.

Måske er det noget, som jeg bilder mig ind, men de virker meget større end havørnene i Sisimiut.

Jeg tænkte, at de måske er i bedre “foder-stand” med al det liv, som er hernede?

Jeg har været oppe ved indhegningen en hel del gange, hvor en masse får venter på.. slagtning.

De stakler. De ved nok ikke selv, hvad de venter på?

 

I Sisimiut kan man stort set altid købe lammekoteletter på tilbud og jeg køber tit og meget ofte.

Jeg intet mindre end elsker lammekoteletter.

Kirken er hvid, hvor vores er rød.

Og udenfor mange af husene ligger der en speciel sten-art, som kaldes Igaliko-sten. Den er rød og uden at have det mindste forstand på det, bilder jeg mig ind, at det er jaspis og noget andet. Ret mig, hvis jeg er helt galt på den

Det er ikke kun kirken, som er hvid. Der er en del huse, som er hvide. Dem ser man ikke så mange af i Sisimiut.

Hvorfor der på skuret står “Obamas hytte” ved jeg ikke og jeg har ikke mødt nogen, som jeg har kunnet spørge, men ved du det, er jeg nysgerrig

Kistat Lund, som er en kendt kvindelig kunstner i Grønland bor her også.

Jeg ville gerne have været inde og se hendes galleri, men der så lukket og slukket ud.

Hun har blandt andet udsmykket en del af forhallen og kantinen på Bygge-og Anlægsskolen i Sisimiut.

Hendes kunst er ofte i blålige toner og ofte i en naivistisk stil.

Hun har illustreret en del bøger og jeg vil tro, at hvis du googler hendes navn, vil der dukke en masse hits op.

Sukkerknalden opfordrede mig til at besøge hendes bedstemor og gav mig en meget præcis forklaring på, hvor hendes bedstemors hus ligger.

Jeg gik derop og fotograferede huset, men kunne ikke få mig selv til at banke på.. du skal dog have et billede af hendes hus alligevel og tak for indbydelsen.

Huset ligger utroligt smukt fjeldet i ryggen og med en fantastisk smuk udsigt ud over vandet og kirkegården som nærmeste nabo.

 

Jeg var henne og tag i døren til museet, men der var lukket, så jeg nød blot udsigten

Som du måske kan se udfra mine billeder, er der stort set ingen sne hernede.

Det er som i august-måned hjemme i Sisimiut med en anelse frost og lidt bid i luften.

Jan har, når vi har talt i telefon sammen, fortalt, at der vælter ned med sne i Sisimiut.

Han kan ikke køre bilen op i vores indkørsel pga sne.

Han har været nede og skovle jollen for sne adskillige gange.

Det lyder helt uvirkeligt, når man sidder i det selvsamme land, hvor der kun lige akkurat ligger et tyndt lag dekorativt pulver-sne på de allerhøjeste fjeldtoppe.

I morgen skal jeg hjem igen.

Jeg håber, at vejrguderne er med os.

Umiddelbart og ifølge vejrudsigten får jeg vist svært ved at nå helt hjem til min helt egen folkeregister-adresse, men jeg håber virkelig, for jeg savner Sara, Jan, min seng og mit eget trygge sofahjørne.