Stikpiller

Tanken har rumsteret i en længere periode nu og måske har den vokset sig stor inde i mit hoved helt uden grund?

Tankerne går faktisk omkring mit brug af internettet og især bloggen.

Mine tanker er blevet ledt hen i den retning af to (mænd), hvis bekendtskab jeg faktisk sætter pris på og jeg tror i al min naivitet, at det er gengældt?! Altså pris-sætningen.

Det er ikke altid, at jeg er så social intelligent, så måske tager jeg ganske fejl?

 

I forhold til rigtig mange blogge er min blog en lillebitte een, som de fleste end ikke har hørt om.

 

Min blog-statestik er meget jævn med godt og vel 500 unikke besøg om ugen og lidt over det dobbelte sideanvisninger ligeledes om ugen gennem alle de fire år, som jeg har haft den.

Måske skulle jeg også tilføje at trafikken på min blog er minimum 90% fra udlandet og højst 10% fra Grønland.

 

Så vidt muligt mindsker jeg mine billeder, så de ikke fylder så meget og jeg lægger kun billeder ud, som jeg er sikker på ikke støder nogen.

 

Skulle nogen være i tvivl fortæller jeg ikke alt.

En stor del af mit liv, holder jeg indenfor hjemmets fire vægge og der bliver det.

Jeg fortæller dig ikke om mine konflikter med manden, med mine teenagedøtre, mine menstruations-vanskeligheder eller mine nedgroede negle og deslignende eller andet, som jeg mener hører mit helt private liv til.

Jeg lægger ikke genkendelige beskrivelser eller billeder af mine elever og kollegaer ud til offentlig beskuelse, selvom de fylder ganske meget i mit liv og mine politiske tanker og holdninger, har jeg for såvidt også ladet ligge uberørt, selvom du sikkert har kunnet ane dem en lille bitte smule på min anden blog?

Apropos politik har jeg ytrings-frihed ligesom alle andre her i landet og gudsketakoglov for det!

Jeg må mene, tænke og føle nøjagtig, hvad jeg har lyst til og har ydermere også lov til selv at vælge trosretning, seksuel tilhørsforhold og alt det som ellers hører med, når man, som jeg, lever i et demokratisk land.

 

Mere end een gang har jeg dog fået stikpiller som: “ googler man Sisimiut, fylder Dorthe det hele” “Der er snart ikke mere plads på internettet” underforstået, at jeg fylder for meget (?) og “måske kunne du skære lidt ned på din blog-skrivning (sagt som en opfordring til, at skulle lave noget velgørende arbejde)”.

Ved en anden lejlighed snakkede vi fotografering ved et iøvrigt hyggeligt og privat selskab og vi snakkede om, hvad vi stillede op med alle de digitale billeder, som vi tog.

Nogen printede dem ud og andre så dem kun på deres computer.

Jeg nåede ikke at fortælle, at jeg har en digital billederamme, som hænger midt mellem stue og køkken, hvor de kan ses og at jeg printer nogen ud til at hænge op i gangen, inden een, sagde “ Hun (altså mig) offentlig gør dem alle” i en tone, som ikke var til at tage fejl af.

Den var negativ, den tone og det var bestemt ikke  hverken fint eller velanset, at lægge billeder ud til offentlig beskuelse.

Jeg skulle lade sådanne stikpiller passere ind gennem det ene øre og ud gennem det andet øre og glæde mig over alle de mails og kommentarer, som jeg får og i situationen minde mig selv på, at der er mere end een, som har givet udtryk for, at de er glade og taknemmelige for, at jeg er med til at give et nuanceret billede af livet i Grønland end dem som oftest gives i de offentlige medier, hvor seksuelle krænkelser af børn, alkoholproblemer, kriminalitet og selvmord fylder mest og måske skulle jeg glædes over, at min familie og venner i Danmark har mulighed for at følge med i hvad der rør sig hos mig?

De problemer, som findes i overmål heroppe har jeg mere end almindeligt kendskab til, for jeg er lærer og har med børn, at gøre, hvor livet slår hårdt og giver grimme sår og ar på sjælen.

 

Men stikpillerne sætter grimme tanker i gang og de fører mig ud i tankecirkler, som ikke er særligt pæne.

 

 

Er det ikke min egen private sag, hvad jeg lægger ud på nettet, sålænge jeg ikke støder nogen og det ikke er ulovligt det jeg offentliggør og er det ikke min egen private sag, hvad jeg vil bruge min fritid til?

Er det ikke min egen private sag om jeg skriver om strik, sejllads, vejret og mine blomstrende planter i vindueskarmen eller om mit almindelig liv med mand og to hjemmeboende børn, sålænge jeg ikke støder nogen personligt med mine skriverier?

 

Kunne de personer, som ikke bryder sig om min blog ikke bare ignorere den og surfe videre end at lade sig irritere over mig og mine offentliggørelser og lade mig om, hvad jeg bruger min fritid til?

Jeg betaler min skat, sørger for mine børn, passer mit arbejde, (og til trods for at jeg er lærer i den grønlandske folkeskole, har jeg stort set ingen fravær) og arbejder gratis i to forenings-bestyrelser.

 

 

Jeg hader stikpiller og har ikke lyst til at sluge dem hele uden at kende deklarationen fuldt ud.

 

Hvad skal de gøre godt for?

 

Bivirkningerne behøver jeg ikke oplyses om, for dem kender jeg lidt for godt.

P.S Det er overhovedet ikke på tale, at jeg vil holde med at blogge, mindske eller ændre bloggen.

Ikke pga af stikpiller eller hvad andre måtte mene.

Når det engang sker, bliver det fordi jeg ikke gider mere, ikke har lyst eller hellere vil bruge tiden på noget andet.

Hav en god weekend!