4 tidszoner væk

I går aftes var en jammer.
Der lød snøften, spredte hulk og stille tale. 
Der lød også grin og latter.
Det var Laura, som tog afsked med sine venner ude foran vores hus.
Vennerne havde først været oppe hos os og så skulle de lige en sidste gang ned og jamme på musikskolen, hvorefter de fulgte Laura hjem.
Som jeg dog følte med dem og som jeg dog havde lyst til at råbe ud af vinduet, at jeg nok skulle tage hende med hjem igen efter sommerferien.. hjem til mig og hjem til vennerne.
Men jeg gjorde det ikke, for jeg ved, at hun også får masser af venner på efterskolen og at hun kommer tilbage til både mig og vennerne i Sisimiut om et lille års tid.
Det er lige om lidt, prøver jeg at bilde mig selv ind.
Lige om lidt!!!!
Hun var dog glad og smilende, da hun stod ude i Sisimiut lufthavn.
Min far var ude og give os et farvel-kram og vinkede til os, da vi steg ombord i flyveren. Inden vi ser os om, lander han her i Danmark igen og har lovet grill og sommerhus-hygge i nord-øst Jylland.



Vi rejste stort set planmæssigt.
Mødte min lillesøster Lena inde i Kangerlussuaq.

Hun har været til møde i Danmark og var på vej hjem, så vores veje krydsede kortvarigt.
Nu kan hun også sige, at hun har sommerferie.
Jeg fik krammet Simon, der var på arbejde i Kangerlussuaq.
Han så så godt ud.
Nybarberet, nyklippet, fin i tøjet, smilende og glad.
Det glæder mit moderhjerte.

Jeg underholdt Lena, som skulle have sig en smøg udenfor i Kangerlussuaq.
Rygernes askebæger var der gået lidt ild i, men lidt røg fra eller til…

Nogen, – måske skolebørnene havde skrevet et skilt bag lufthavns-terminalen og det var alt, hvad jeg fik at se i Kangerlussuaq

inden vi skulle gå ombord på Danmarks-maskinen.

Landskabet i Kangerlussuaq er lidt anderledes end i Sisimiut.

Der er sikkert en masse gode geologiske forklaringer på, som jeg ikke kan give dig, men som du kan se, var vejret flot, da vi gik ombord på den store, flotte og knaldrøde Airbus 330





Når pladsen er trang, føles tiden lang.
Ihvertfald for mig.
Lidt meget endda.
Jeg havde mit hækletøj med og fik hæklet et par baner på det brede zigzag-tæppe, som engang skal pynte i vores kommende hytte.
Vi fik spist plastik-maden,

som faktisk ikke var så ringe endda og jeg underholdt mig selv lidt med mit kamera.

Filmen var uden lyd og så er der ikke så meget ved det.
Lyden var i stykker, men udfra billederne på skærmen, så filmen ud til at være god.
Sara og Laura sad bagved os og underholdt hinanden.

Først en tur over indlands-isen og så over havet,

som vi ikke kunne se for de hvide skyer, men endelig kunne vi skimte lidt land og pludselig var vi i mål.


Bilen blev hentet uden problemer og dramatik og vi kørte ud til det overnatnings-sted, som vi har reserveret indtil på onsdag.

Der er varmt at komme til Danmark.. fra fugtig kulde og højst 10-15 grader til .. øh, ja hvad? Noget over 25?

Vi har rejst over 4 tidszoner og klokken er lige nu og her over 01.
Inde i mit hoved er den kun 21.

I morgen skal vi en tur rundt i byen og handle lidt for pigerne.
Noget lettere fodtøj, tyndere bomuld på kroppen og ose til øjnene bliver trætte.

Jans lillebror har inviteret til grill og så skal vi ellers undvære Sara i 3 uger fra på onsdag.
Jeg synes lige, at jeg har lært dem at gå.
Nu går de ud i den store verden, glade, modige og forventningsfulde.

Jeg er nervøs og måske mest nervøs for, om jeg kan lade være med at bekymre mig. Bekymre mig om dem.
Både Sara og Laura er fornuftige piger, som paser godt på sig selv.
Jeg har en dag i morgen, hvor de begge to er indenfor rækkevidde.
Dét vil jeg nyde og nydes skal også de nye, spændende omgivelser, som jeg har sukket så meget efter i så lang tid.

God tirsdag til dig derude.

Jeg tror, at min bliver rigtig god.