Påske-beskæftigelse

Som jeg fortalte dig i forgårs, skulle jeg på arbejde igår.

Umiddelbart lød det i mine ører, som noget nogen havde fundet på, at vi skulle for at vi ikke skulle slappe for meget af eller holde ferie i alt for mange dage.

Brand-bekæmpelses-kursus.

Jeg kom afsted, måske lidt tøvende, lidt langsom, ikke alt for motiveret og kun med øje for at komme hjem igen.

Kurset var fint og lærerigt, og især nok for mig.

Jeg bryder mig overhovedet ikke om, at skulle beskæftige mig med noget, som er så ukontrollabelt som en spand med diesel i brand.

Endnu engang måtte jeg erfare, at min fantasi og forestillings-evne er særdeles veludviklet, for ikke at sige overudviklet, for mens mine kollegaer stod med det gamle, slidte brandtæppe, så jeg i ånden for mig, hvordan der gik ild i deres hår, deres tøj og hvordan deres børn, blev forældreløse, deres koner blev enker og hvilken tragedie, der lige om lidt ville udspille sig for mine øjne og jeg fuldstændigt magtesløst måtte se til, at een af mine nærmeste medmennesker frivilligt udsatte sig selv tragedien.

I bedste fald ville brandsårsafdelingen i Danmark måske kunne lappe min kære kollega sammen, men fremtiden tegnede sig dyster og trist og fra at være en frisk, glad kollega, kunne jeg se frem til, at han/hun sad passivt i en rullestol, ukendelig af de dybe 3 grads-forbrændinger, med væskende brandsår, forbundet fra top til tå i gaze, som kun lige og akkurat holdt sammen på den glade og friske person, som han/hun engang var, -som han/hun altså lige om lidt pådrog sig, når spanden med brændende diesel skulle slukkes.

Jeg stod og forestillede mig de traumer, som vi alle blev udsat for, når og hvis- og tænkte, at det nok var bedst, at jeg pænt blev sprunget over i køen, når vi skulle lægge brandtæppet over den buldrende spand med den brændende diesel, så jeg kunne skåne mine børn og min mand.

Den gik ikke!

Jeg skulle også.

Og jeg gjorde det da også, men ikke uden hjælp, som de andre.

Gruppe-pres og ærekærhed kan få mange mennesker til at overskride deres grænser.

Vi blev lynhurtigt enige om, at skulle der udbryde brand på vores arbejds-plads, var det nok bedst, at det var mig, som ringede efter brandvæsenet og de andre, som afprøvede det, som vi fik lært.

Vi fik prøvet at slukke spanden med ild med både tæppe, kulsyre og pulver.

Og når vi fik ilden bekæmpet, tændte en anden brandmand pænt ilden igen, så ALLE kunne prøve.

 

ALLE!

Jeg bestod, fik mit diplom og en fin, rød brandmands-hjelm i tynd plastik, men ingen skal nogensinde regne med, at jeg  melder mig ind i det frivillige brandmands-korps.

I mange, mange år hang dette skilt udenfor på muren af brandstationen.

Det er da en oplysning, man i den grad tager til efterretning..

Nu hænger det indendøre i brandmændenes teori-lokale og jeg kan forøvrigt oplyse, at teori-lokalet er et gammelt faldefærdigt skur, hvor gulvet skråner så meget, at man næsten.. næsten skal iføre sig klatre-reb for at komme op til forreste bord,- som 31 brandmænd skal tage sig til takke med.

P.S måske jeg ikke skulle leve mig så meget ind i de spændings-film, jeg nogengange ser??