Efter arbejdstid

I går skrev Jan en sms til mig til middag: Om jeg ville med ud på en snescootertur efter arbejdstid.

Jo, det ville jeg skam gerne.

Det fryser stadig koldere end koldest, men varmt klædt på, startede vi det gamle bæst af vores snescooter op.

Jeg sad bagpå og blev nogenlunde skærmet mod den kolde fartvind. Når det fryser minus 20 og man kører med en hastighed mellem 40 og 60 km/t føles det ret koldt, skulle jeg hilse og sige.

Min styrthjelm ville hele tiden dugge på indersiden af visiret, så det blev jeg nødt til at slå op.

Det var pænt koldt, men som altid på denne årstid smukkere end smukkest.

 

Vi kørte en kort tur ud til udsigtspunktet /Qerrortusup majoriaa.

Det er bunden af 1. fjord/Kangerluaarsuk tulleq, som du kan se.

 

Vi stod og nød udsigten lidt og så kørte vi hjem igen.

På hjemvejen blev vi begge tippet af snescooteren op ad en lidt stejl fjeldside.

Lige pludselig lå vi begge i sneen og snescooteren stod lige så pænt foran os.

Vi slog os heldigvis ikke, nåede ikke engang at blive forskrækkede, så vi satte os pænt op på krikken igen og kørte videre.

 

Jeg nåede ikke rigtig at få varmen igen, inden jeg skulle i seng, men hjertet er varmt og sjælen er fodret med både solskin og ægtemands-omsorg af den bedste slags og så gør det knap så meget, at tæerne var kolde og næsetippen følelsesløs af kulde.

Vi har kørt den anden snescooter ind på et værksted, hvor den skal tø op.

Den er bundfrossen og vil under ingen omstændigheder starte.

Der er indkøbt nye tændrør og vi sendte den fingerkys og håber, at den giver sig lidt, selvom den er gammel og træt og sikkert allerhelst bare vil stå i fred i solen til foråret.

Lige om lidt ankommer Dudi og hendes drenge og hvis jeg kender dem ret, vil de gerne have en tur ud i sneen på scooter, så hep hep Polaris.