En dag ud af kalenderen

Som lyn fra en klar himmel, fik jeg det dårligt i går lige over middag.

Som om min hovedpine, der holdt mig hjemme fra arbejde i forgårs blot var et varsel på morgendagens, fredagens, trængsler.

Jeg formåede at slæbe mig med i Brugsen sammen med Jan, men det var så også det.

Med to tykke dyner og et solidt uldtæppe og et varmelagen, der kørte på højeste varme og iført undertøj og t-shirt, formåede jeg ikke desto mindre at fryse, som jeg aldrig har frosset før.

En million små, kolde nåle sad dybt i min hud og gav mig kulderystelser, der gjorde ondt helt ind i marven.

Mellem søvnen og det som vist burde kaldes vågen tilstand, observerede jeg, at Sara var ligeså syg og bare sov, sov og sov.

Jan gik skridtet videre; kastede op og havde meget ondt i maven og hovedet.. udover at have de samme symptomer som Sara og mig.

Godt, at Laura var frisk og rørig og kunne se til, at ingen af os stillede træskoene i utide.

Hun havde taget sin tur tidligere på ugen.

 

Mine dyner var gennemblødte, da jeg vågnede i morges.

Hvordan kan det gå til, når jeg har ligget i en dybfryser.

Det samme var mit undertøj og min t-shirt.

Mit hoved er stadig tungt som et møllehjul og kroppen værker.

Nogen må have slået mig noget så eftertrykkeligt, mens jeg lå der og kæmpede med at få varmen.

Udnyttet et kort øjebliks svaghed og givet mig, hvad jeg nogengange fortjener.. !?

 

Når jeg har samlet kræfter, vil jeg i bad, skifte sengetøj og prøve at sidde i oprejst stilling i mere end et kvarter.

Prøve!