Støv fra kulturaften

I lørdags var der kulturnat her i Sisimiut. Mine / vores billeder har samlet støv.

Det er jo efterhånden en uge siden og jeg har næsten glemt, at jeg havde de billeder, men måske du kan fornemme lidt bag støvet?

 

Der var de sædvanlige ting at se.

Og det kan jeg vel ikke tillade mig at klage over, når jeg ikke kommer med konstruktive forslag til hvad der ellers burde være af tilbud?

Nogen siger, at kirken var åben, men da vi kørte forbi, var der lukket og slukket.

Jeg ville gerne have været en tur i kirken, hvor der ikke er gudstjeneste eller andet og hvor jeg ville have haft mulighed for at fotografere.

Der er mange små spændende detaljer, der er værd, at kikke nærmere på i kirken i fred og ro.. altså bare som et eksempel.

Jeg ville vist også gerne have set Pisiffiks hovedkontor, men de hører vist ikke ind under og kan placeres i og på kulturaftens programmet. Jeg har hørt, at de har flotte kontorer og udefra kan jeg se, at der hænger flot kunst på væggene. Det gad jeg godt se nærmere på.

Jeg ville såmænd også gerne have set, rørt og fotograferet borgmesterkæden.. sådan bare for sjov.

Den har jeg aldrig set tæt på. Øøøøh, bare som et eksempel.

Her sidder jeg og klager og sukker.. og virkeligheden er, at jeg kun nåede to steder hen:

På musikskolen, hvor Laura skulle spille og på Råstof-skolen, hvor der kørte et slideshow med ca 100 af mine billeder og hvor nogen af dem var printet ud i str. A1.

Jeg ville gerne se den nye skole, for jeg havde ikke selv stået for det med mine billeder, men leveret dem, da det var ønsket.

Billederne har kørt som baggrunds-flimmer under Cold climate konferencen her i byen og været en tur i USA ifb med noget råstof-mineskole konference.

Så fik jeg da heldigvis også prøvet at sidde i en megastor gummiged på råstofskolen.

Der var rift om det fine sæde i førerhuset på gummigeden.. en masse små drenge og så mig.

Nogen arbejdsdage, når eleverne er umulige og jeg føler mig utilstrækkelig.

At sidde i en gummiged og flytte sne, store sten og lignende.

Jeg forestiller mig, at det må være tilfredsstillende, at kunne se resultatet af sit arbejde få sekunder efter at det er udført. At jeg så oveni skulle udføre arbejdet i en stor tung og meget potent maskine ville bestemt heller ikke gøre arbejdet mindre dårligt..

men altså det er kun når jeg ikke føler, at jeg slår til som lærer i specialklasseafdelingen.

 

På musikskolen stod Laura for noget af musikken.

Hvad den musikskole ikke har gjort for min Laura!

Den glæde, som den har bragt ind i hendes liv.

Det er ubetaleligt.

Hun stråler med en indre glød, som er sjældent set.

Det skulle da lige være hos hendes to gode og engagerede lærere, som virkelig formår at videregive kærligheden til musikken videre til deres elever med entusiasme.

De skattekroner er givet så forbandet godt ud.

Flere af den slags lærere, TAK!

Laura spillede både bas,

guitar

og klaver

udover at hun også sang.

Hun var ikke den eneste, der gav et nummer.

Hun gjorde det sammen med andre

 

og andre gav skam også numre uden hende.

Dejligt.