Jeg synes selv, at vi er ret gode til at bruge vores levninger fra aftensmaden.
Vi tager dem med som madpakke næste dag eller laver nye retter af dem.
Der er dog grænser for, hvor mange gange man kan omdøbe en ret, genbruge den eller holde liv i holdbarheden. Nogen gange når pålæg at blive for gammelt og så må vi smide ud.
Vi smider det dog ikke bare ud, men smider det i en pose ud på altanen, hvor der er koldt og hvor det hele fryser sammen og så tager Jan det med ned til hundene, der ikke har noget imod dato-overskreden rugbrødspålæg eller sjove gryderetter, der har været varmet op et par gange.
Selvom det står pakket ind i op til flere poser, lurer ravnene dog hurtigt, hvad der er i poserne og de er snu og snedige.
Hvordan de finder ud af, at det er spiselige ting i posen og ikke akvarie-grus, cementblanding, tomme flasker eller andet, skal du ikke spørge mig om
De får væltet posen, når der er tyst inde i huset, får hakket hul og inviterer så ellers kvarterets andre ravne til sig, når de finder ud af, at det er spiseligt.
Når der er fest i gaden, løber rygtet hurtigt og mågerne finder hurtigt ud af at invitere sig selv.
I torsdag kom vi hjem til dette syn på altanen.
Uden vores vidende har vi haft spisende gæster.
Ikke særligt sjovt, når gæsterne ikke kan rydde op efter sig selv.
Vi lod det ligge og ret hurtigt fandt vi ud af, at ravnene, var gæstgiverne til festmåltidet.
Jeg stillede et stativ op foran huset og satte fjenudløseren til mit kamera for at få et billede af dem, til senere retsforfølgelse.
Min søster læser jura i Ålborg og hun må kunne nogle paragraffer eller tre, som jeg kan slynge i næbbet på de sorte rodehoveder!
De havde dog lugtet lunten og holdt sig væk. De mærker den mindste bevægelse inde i huset og letter lynhurtigt inden jeg får så meget som hvisket: “Nikon”.
Det gør mågerne ikke.
De skal jages væk.
Denne frækkert ville dog lige snuppe sig en godbid inden den forduftede.