Det har sneet og sneet og nu ligger der et pænt, fint og helt hvidt lag sne overalt.
Det har lysnet både udenpå, men også indeni hos mig.
Det fryser pænt derude, så sneen skal nok blive liggende indtil videre.
Jeg er bestemt ikke fan af vinter.
Det er for mørkt på denne årstid, men når der ikke engang er sne til at reflektere den smule lys vi nu får, så nærmer jeg mig vinter-tristhed.
Mine tanker bliver tunge og kedelige og jeg skal virkelig arbejde hårdt for ikke at gå fuldstændig i selvsving.
Et containerskib ligger og bliver lodset lige nu. Sådan følte jeg det også da sneen begyndte at dale ned og lægge sig overalt.
Mørke, sorte tanker blev lodset ud af mit hoved og nu føles det lyst og rummeligt ingen.
Dagen i dag har været hård.
Men det er selvforskyldt.
Jeg deltog for en gangs skyld i julefrokosten på arbejdet.
Det sker ikke hvert år. Ikke engang hvert andet eller hvert tredie, men i (g)år deltog jeg.
I guder, hvor jeg deltog.
Hele dagen idag har været præget af nærdøds-oplevelseslignende tilstande, ud-af-kroppen-følelser og en erkendelse af, at jeg ikke egner mig til at indtage alkohol i de mængder.
Lige godt det samme, -for det sker så sjældent, at jeg indtager alkohol, at hvis jeg ikke passer på, bliver jeg selvskrevet kandidat til formandsposten i afholdsforeningen.
Det har hjulpet med lidt frisk luft og når jeg alligevel stod derude og indtog ilt, kunne jeg ligeså godt forevige den måne, der hænger en anelse over horisonten, gul og halv.
Månen forsvandt langsomt ind i en tyk dyne af skyer og det er en flig af skyerne, du kan se på billedet nedenunder i højre nederste hjørne af månen.
Billedet kunne være bedre, men under de omstændigheder (!) er det hvad jeg kunne præstere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.