Et kært vennepar af vores, rejser om ganske få dage.
De rejser og kommer ikke tilbage.. foreløbig eller måske aldrig.
De har været en del af vores liv i rigtigt mange år.
Mere end et årti.
Vi har spist rigtig mange flotte, velsmagende måltider hos dem. Mad, som er blevet lavet med allerstørste omhu. Serveret og anrettet så fint og med så stor følelse.
Vi har mildest talt været elendige til at invitere tilbage. Meget, meget elendige.
Dels fordi jeg ikke har de evner indenfor kogekunsten og derfor fik præstationsangst, ikke kunne servere min elendige madkreationer så flot og kujon-agtigt så holdt mig tilbage.
Men vi har siddet omkring deres fine og veldækkede bord mange gange i deres hyggelige selskab og snakket om alting og ingenting.
Vendt og drejet verden indtil vi syntes, at verden så bedre ud i vores øjne og vi lettede og med mindre byrder kunne færdes i den.
Jeg har lært så utroligt mange ting af vores vennepar.
Både fagligt og især menneskeligt.
Af deres gode og sympatiske måde, at vende tingene på og anskue omgivelserne på.
Det er ikke fordi vi har rendt hinanden på dørene i tide og utide eller siddet lårene af hianden, men de har givet min hverdag en tryghed ved at være der og lige indenfor rækkevidde.
Lige om lidt er de udenfor denne rækkevidde og et kram er ikke længere noget, som kan hentes, når der trænges.
Det minder mig endnu engang om, hvor vigtigt det er at sige til hinanden, hvor stor pris man sætter på hinanden, mens tid er.
Med ord og højt og tydeligt.
Husker du det???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.