Alene hjemme

Det kræver, at man er hårdhudet og flegmatisk, at man er rummelig og accepterende, hvis man vil være taxachaffør her i byen. Ihvertfald, hvis jeg skal dømme udfra de få ting, som Simon har fortalt.

Han hader at være taxachaffør. Det er aller-aller-oftest fulde mennesker, der kører taxa.

Oftest så fulde, at de ikke kan finde ud af at betale for turen eller som bliver ubehagelige og som skal af med deres aggressioner.
Simon hadede at køre og især, når det var den sene vagt, han skulle have. Han blev udlært automekaniker sidste år, men har ikke kunnet få arbejde overhovedet og han har været rundt og spørge overalt for at få, hvad som helst.

Finanskrisen kan også mærkes heroppe.

Han var derfor ovenud lykkelig, da han blev ringet op, at de godt kunne bruge ham igen i Kangerlussuaq/SøndreStrøm Fjord, som security vagt i 8 måneder. Igen.

Han pakkede sit værelse så nogenlunde sammen og rejste i går, smilende, vinkende og med højt humør.

Et par timer efter tog Jan afsted til Nuuk, hvor han skal deltage i et møde.

Han kommer heldigvis allerede mandag morgen, så ham skal vi ikke vente så længe på at se igen.

Pigerne og jeg krøb sammen i sofaen, pakket godt ind i tæpper og så den 6. sans i går aftes. 

Jeg vil kigge lidt på min bluse i dag.

Trævle ærmerne lidt op, fatte mod og lyst og se optimistisk på flere ugers arbejde, som bare ikke må gå tabt.

Jeg har jo et par “hjemmesko”, som jeg gerne vil igang med; Jeg må ikke starte på nye projekter uden at have færdiggjort de gamle først, så på med arbejdshandsken og humørhatten