Skab glæde

Det lyder lidt kliché-agtigt, men nogengange må man ned i knæ og se på de småbitte ting, som også kan skabe glæde, når nu de store ting gør knuder eller skuffer.

Og nej!

Jeg er ikke skuffet over de store og fyldige ting i mit liv.

Ikke som sådan, ihvertfald.

Men jeg trænger godt nok til at opleve noget, se noget, høre noget.. noget, som rykker eller noget, som er lidt mere udover hverdagens lidt monotone trædemølle.

Og hvad gør jeg så ved det?

Jo, jeg har siddet i sofaen og ventet på, at “noget” skulle ske og tænk engang:

Der skete ikke en skid!

Jeg måtte ud og op af sofaen og selv opsnuse, opdrive og opfinde det “noget”.

Det “noget” kommer ikke rendende af sig selv.

Jeg inviterede Jan ud og sejle i dag, selvom bølgerne var lige lovligt store og dybe, men ..

“ bare lige herud", som jeg sagde til ham.

Der gik ikke andet en tre minutter efter at jeg havde stoppet motoren, så var jeg så søsyg, at jeg var parat til at ofre de 18½ flødeboller jeg lige havde indtaget (okay, så 4 da!) ud over rælingen på jollen.

Jeg forsøgte tappert at holde ud, men mavesækken truede insisterende med at vende vrangen ud på sig selv, hvis jeg ikke fik lidt mere fast grund under fødderne, så jeg vendte “TAMPAX”-en og sejlede hjem igen.

Vi nåede at hive ca 20 pæne torsk ombord, som hundene blev glade for, så helt forgæves var vores korte sejltur ikke.

Nøøøøj, hvor var jeg søsyg.

Jan indrømmede, at han også var søsyg, men i morgen, venner.. imorgen har vandet lagt sig til ro sammen med min mave og så skal jeg bare ud og trække frisk luft, tælle dråber i havet, synge lange indtrængende sange til de søheste, som vi ikke har og nyde, at fra i morgen har jeg efterårsferie. (Note til mig selv: hav en plan B parat ifald, at vandet ikke læser med her)

Jeg har været i knæ og set på de små ting med de flotte farver, strukturer og overflader.

Efterårsfarver, dyb-røde, brændte, rustne farver.. Det er lige mig! 

Jeg elsker efterårsfarver.

Små visuelle (farve)-glæder: