Langt væk

Det var i dag farmor blev begravet.

Hun blev begravet kl 11 dansk tid og Laura, Sara og jeg besluttede os sammen for, at stå op kl lidt i syv.. altså lidt i 11 dansk tid, tage på vores kirkegård og tænde et lys hver.

Det var tus-mørke, da vi forlod hjemmet og da vi tændte vores stearinlys på kirkegården.

 

Vi sad i stilhed, snakkede lidt om farmor, om begravelsen, der fandt sted i Danmark på samme tid og fældede en stille tåre og sad lidt i stilhed igen.

Jeg havde måske frygtet lidt, at det ville være ekstra hårdt i dag, men det var faktisk hyggeligt at sidde på kirkegården og mindes.

Bedre end, hvis vi bare havde siddet hjemme eller værre: sovet fra det.

Vi sad der i lidt over en time, gik en tur rundt i hele kirkegården og så dagen gry i de smukkeste røde farver,

kørte ned og købte morgenbrød og tog hjem til mine forældre, der havde dækket et lækkert morgenbord til os.

Min søster, der bor i Ålborg og som tog med til begravelsen på egne og måske især mine vegne, var så sød, at ville læse en hilsen op til farmor fra os.

Så selvom vi var langt væk, føler jeg, at vi alligevel har været lidt med.

En lillebitte smule.

Min farbror, som bor i Frederikshavn var også med og tog nogle billeder, som han i eftermiddag sendte os.

Jeg kan se, at farmor fik en smuk begravelse med masser af blomster. Det glæder mig.

 

Midt eftermiddag måtte jeg se til hundene og der var nok at se til i dag.

Hver og een havde væltet deres vand-baljer, så jeg måtte gå mange, mange gange frem og tilbage med en spand i hver hånd for at få dem fyldt op igen.

Halvvejs færdig og godt mør i underarmene- og en smule uopmærksom, fik jeg skræmt en af hundene med mine vandspande, som kvitterede med at løbe et par omgange rundt om mig med sin kæde.

Jeg faldt til jorden med et gevaldigt brag.

Behøver jeg at udpensle, at hundene altså ikke skider et bestemt sted, men overalt..

O V E R A L T.

Kæden rundt om benet blev strammet yderligere, da jeg råbte mindre fine og stuerene ord efter hunden mens jeg sad i lort.. bogstaveligt talt til navlen og på mystisk vis fattede den pointen og løb, med sin kæde, modsat rundt om mig.

Lykkelig befriet for kæde og hund og på benene igen, kunne jeg konstatere, at jeg også havde slået min hånd og især min lillefinger.

Benet er blåt og ømt, når jeg rører ved det, men allermest øm og såret er min forfængelighed.

Alle på vejen kunne følge min og hundens opvisning fra vejen (der var et løb,- kræftens bekæmpelse, som til fordel for brysterne havde arrangeret et løb, så der var en del tilskuere..) og de har nok haft mere end løbet at fortælle om til eftermiddagskaffen.. hmmmfrrr…)

At jeg oveni er så snot-hamrende forkølet og ser ud som om jeg endnu ikke har vasket mig efter min tur i hømhømmen, gør ikke sagen bedre.

Til aften havde min mor og far endnu engang inviteret til mad og det med hele tre retter mad.  Vi er mætte, trætte efter en lang dag, men pigerne har sagt ja til at passe barn til aften/nat. Jeg skal naturligvis hente dem engang i nat, når de er færdige, men mon ikke et blund i sofahjørnet med strikketøjet hvilende i skødet, kan gøre lidt gavn?!

Tusind tak til min mor og far for at have været der i dag, holdt os med selskab og gjort dagen mindre ensom.

Og naturligvis tak for dejlig mad.

 

P.S Her 16 timer efter, at vi tændte lysene på kirkegården, brænder de endnu.

Det ser smukt ud i nattemørket og glæder os på mystisk vis, at de brænder endnu.