Gnister

Nogen gange rammes jeg af følelsen: så-kan-det-hele-være-lige-meget-og-jeg-gider-ikke-mere-følelsen.
Jeg er nærmest parat til at sælge jollen,


fiskeudstyret og min Magnum, som jeg kortvarigt og imidlertidigt navngav Fru Brigitte Bardot.
Jeg er parat til at brænde min flydedragt af og investere i en bog om frimærker og glemme alt om sejllads, fiskeri og sæljagt.

Jeg strikker arrigt et par pinde mere på mit strikketøj (jeg fik strikket min anden grå knæstrømpe færdig i dag, mens jeg sad og havde den der følelse af, at alt bare kunne være lige meget) og håber på et eller andet.. bare noget.


De sidste par gange, når jeg har været ude og kikke efter sæler, har der ikke været så meget som skyggen af een.

De sidste par gange, hvor jeg er taget ud for at fiske, har jeg ikke kunnet fange så meget som en halv-gammel grim ulk og i morges, da jeg stod op og så ud på det blanke hav, kunne jeg konstatere, at gnisten havde forladt mig.

Heldigvis kun for en ganske kort stund og der skulle ikke ret meget til, før Jan kunne få gang i gnisten igen.

Lige efter aftensmaden sejlede vi ud på den mest blanke vand, som du kan forestille dig og der gik ikke lang tid før jeg havde skudt en sæl.


Oveni fangsten kunne jeg nyde den langsomme solnedgang og de utroligt smukke farver, som jeg dog ikke formåede at fange med kameraet.
Det gør så ikke så meget, for jeg fik en sæl med hjem denne gang


Så fik jeg da lige humøret tilbage, nød turen hjemad i tusmørket


i modsætning til alle de andre ture, hvor jeg sejlede tomhændet hjem


og kan smilende strikke videre med rester af havluften siddende i næseborerne og udsigt til at skulle flænse en sæl i morgen efter arbejdstid.