Sådan opstod tågen

Jeg har tidligere funderet over vejret og der findes jo naturlige forklaringer på stort set det meste.
For at finde ud af hvordan tingene fungerer, må man jo indimellem læse nogle bøger. Tåge for eksempel.. hvordan er det nu lige med det?
Jeg fandt en gammel bog med nogle fine tegninger i og der kunne jeg læse, hvordan tågen er opstået:
I gamle dage, siges der, skinnede solen altid, altså når ikke lige sneen eller regnen faldt. Der fandtes ingen tåge overhovedet.

Dengang i gamle dage, da der ingen biler fandtes og børnene kunne sendes udenfor med de eneste formaninger om, at de ikke måtte gå længere ud end at de hele tiden kunne se huset, var der en lille dreng, hvis mor netop gentagne gange havde sagt til ham, at han kun måtte gå så langt ud, at han altid skulle kunne se deres hus.
Men drenge har alle dage været opsøgende og udforskende i deres udendørs leg.. akkurat som denne lille dreng.
Han var en nysgerrig sjæl og glemte som de fleste andre drenge gør, hvad mor havde sagt.
Lige pludseligt havde han gået hele dagen og var gået for langt. Endda gået vild. Han nåede frem til en grøn dal, hvor der var et lille hus og træt og sulten som han var, håbede han, at han kunne få lidt at spise i det lille hus.
Inde i det lille hus lå der en gammel kone på illeq/briksen og ved siden af hende legede to tykke og velnærede børn.
En tyk dreng og en tyk pige.
Drengen blev smilende budt indenfor og den gamle kone med de lange gule hugtænder, bebyrdede at de netop skulle til at spise.
Til sin store skræk og rædsel gik det op for den lille dreng, at det var ham, som de havde i tankerne at spise, da den ene af de tykke børn hviskende bad den gamle kone om, at få drengens hånd, at spise.
Med nød og næppe slap drengen ud af huset med den gamle kone efter sig.
Hun havde set frem til frisk menneskekød og da hun var lige ved at indhente drengen da han nåede hen til en dyb kløft.
Drengen skreg:
“ gid denne kløft må udvide sig og blive en endnu dybere kløft” og hans ønske gik i opfyldelse.
Den gamle kone var ærgerlig og skreg efter ham: “ Hvordan kom du over kløften?”
Drengen, som ikke troede, at konen kunne springe så langt svarede, at  han var sprunget over, men den sultne, gamle kone sprang, og kom over.
Drengen spurtede afsted igen med den gamle kone efter sig og da hun var lige ved at indhente ham, råbte han:
“ Gid denne sten må vokse op og blive en stor klippe”.
Minsandten om ikke stenen forvandlede sig til en kæmpe klippe og sceneriet gentog sig.
Konen skreg og drengen, som ikke troede, at den gamle kone kunne hoppe så højt, fortalte endnu engang, hvordan han selv var kommet over stenen.
Dét sku’ han ikke have gjort, for konen kunne hoppe og det endda højt.
Atter igen var konen i hælene på den lille dreng og akkurat før hun indhentede ham, løb han ind i noget pilekrat, imens han skrigende ønskede, at krattet skulle vokse sig tæt og sammefiltret.
Konen, som stadig ville have drengen, løb igennem krattet, mens hendes tøj blev revet itu og hud blev flået af hende.
Det lod hun sig ikke stoppe af og forfølgelsen blev hurtigt genoptaget indtil drengen nåede til en elv.
Hun var så tæt på  ham nu, at han kunne høre hendes åndedrag og drengen skreg:
“ Gid denne lille elv må svulme op og blive en brusende flod”. 
Endnu engang blev hans bønner hørt og sikker over på den anden side, kunne han fortælle den gamle kone, at skulle hun over, måtte hun drikke al vandet i floden.
Hun lagde sig på knæ og drak og drak og drak. Hun var helt udspilet og forpustet af sit drikkeri og kaldte over til drengen:
“ Jeg kan ikke drikke mere”.
Klog af skade, sagde drengen, at hun måtte drikke al vandet til floden var helt tømt og så måtte hun jo fortsætte sit drikkeri. Det var jo mere vand i floden.
Hun drak og drak og drak og så måtte det gå, som det gjorde:
hendes maveskind sprak med et knald og tusinder og atter tusinder af små vandperler fyldte luften og spredte sig.
Den gamle kone forsvandt helt og sådan opstod tågen… bare så du ved det.
Tror du mig ikke, kan du selv læse det i Kirsten Bangs bog “ Eventyr fra østgrønland”, som er smukt illustreret af Ilona Ösz.
Bogen er udgivet af forlaget Delta A/S i 1981, så det er ganske rigtigt.
Lige nu er der en tæt, tæt tåge udenfor,

så endnu engang er drengen sluppet helskindet over elven, men det er den gamle menneskeædende kone ikke.

Heldigvis.
Og husk forøvrigt, at høre efter, hvad din mor siger!