Kort visit

Dudi skulle allerede rejse i formiddags. Øv.. hendes besøg var alt for kort.

Årets første regn symboliserede fint hendes afrejse.

Store, tunge dråber faldt som triste tårer fra en kedelig og grå himmel.

Luften var kold og uvenlig.

Jeg kunne med lethed have brugt meget, meget længere tid sammen med hende.

Faktisk ville jeg allerallerhelst have hende omkring mig.

Og hun skulle have sine drenge med, skulle hun.

Visheden om, at de kan nås og er indenfor rækkevidde, giver mig tryghed på den dejlige afslappede måde.

Overfor dem skal jeg ikke begynde min livshistorie med Adam og Eva, de kender mig både fra min svage side og fra min stærke side og har kendt mig siden deres allerførste åndedrag.

De ved oftest, hvorfor jeg reagerer som jeg gør og der er stort set ikke noget, der er hemmeligt for dem.

Lena var med, da jeg fødte Sara og Dudi stod parat udenfor fødselsstuen, klar til at assistere og give et søsterligt kram, hvis jeg skulle få brug for det.

Jeg ved at de uden spørgsmål vil springe til, hvis det brænder under mig og de ved, at de også kan regne med mig.

Det kan vel være at spørgsmålene kommer væltende bagefter, men vi er forbundet og er hinandens livsvidner.

Jeg håber, at mine to døtre også vil føle den stærke søskende-kærlighed, når de engang bliver voksne.

Mine søstre og jeg har ihvertfald vist vejen, ved jeg og jeg håber, at de vil følge den, for det er givende og berigende at have et godt og tæt forhold til sine søstre.

Nu sidder Dudi nede i Nuuk og plejer venindeskabet. Det er også et vigtigt forhold at pleje. Jeg håber, at veninden tager god hånd om min søster og jeg ønsker Dudi god arbejdslyst