Enebarn for en stund

Sara er enebarn for tiden.

Vi har chattet livligt med Laura i dag.

Hun har det tilsyneladende godt i Albertlund.

Godt!

Jeg stoler på, at hun passer på sig selv og opfører sig ordentligt.

Jeg håber, at hun får nogle gode og minderige dage, hvor hun får set så mange ting som overhovedet muligt.

At hun bliver fyldt med indtryk, der beriger og forøger.

Forudsætningerne skulle vist være i orden og så er der kun at håbe, at hun suger til sig som en knastør svamp. Oplevelser at bygge minder på.

Albertlund er en meget anden verden end den hun kommer fra og det kan kun udvide ens horisont, at komme lidt væk og se og opleve.

Det giver forhåbentligt også nogle nye venskaber, som der kan bygges videre på udi fremtiden? Der burde være basis for det.

Sara er alene og hun påstår, at hun kun savner Laura lidt.

LIDT!

Det føles nu på os som om hun savner mere end lidt.

Der er stille herhjemme og jeg savner deres muntre kvidren fra underetagen.

Deres sang og klimren på guitar.

Det er ikke helt det samme, når Sara helt alene skal agere baggrunds-lyd-kulisse.

Om små 14 dage er Laura hjemme igen og jeg forventer, at hun er fyldt med historier og oplevelser, som hun vil dele med os.

Indtil da nyder vi Saras stille selskab.

Og nyder hendes lidt ensomme fjollerier.

P.S Nede ved lystbådehavnen er der ved lavvande nogle sten, som dukker op. De er ikke kommet der af sig selv, men er smidt i vandet i forbindelse med vejbyggeriet.

De er skrigende grønne af alger og ret så dekorative.

Men som det dog lugter… stinker, når der er lavvande. ADRRRR..

De andre sten, som ikke bliver dækket af vand, er nu også flotte.