Onsdag i marts

Lauras klasse har besøg fra Albertslund.

Eleverne bor hos hinanden og vi har to drenge boende hos os.

I dag og indtil i morgen skal de overnatte ude ved skiliften

på Solbakken/Alanngorsuaq.

De har virkeligt vejret med sig i disse dage, hvor solen brager ned fra en blå himmel.

Der er næsten ingen frostgrader, så vi/de kan næsten ikke få det bedre. Det skulle da lige være, at vi havde ferie fra nu af og langt ind i april.

Vi kunne heller ikke holde os selv tilbage eller holde os indendøre og fik startet snescooteren op i eftermiddag, da vi, endelig- fik fri.

Begge piger, Jan og min mor på to scootere og så ellers afsted.

Ude ved liften fik jeg vrøvlet af mig, at jeg da godt kunne tænke mig at komme med pistemaskinen med op på toppen og fotografere….

Dét skulle jeg ikke have gjort!

For når man kommer op, skal man også  ned igen og dér er jeg altså kylling, tøsedreng og bangebuks.

Chafføren, syntes jeg, kørte de farligste steder og jeg fik derfor ikke fotograferet nedad, da jeg sad/lå nede på gulvet med lukkede øjne, men jeg kan nu sige, at jeg har prøvet det..

grænseoverskridende for mig, men piece of cake for andre.

Jeg skal lære at holde min store, store kæft lukket. Helt lukket! Men på den anden side, overlevede jeg jo og fik set toppen og kom ned levende, meget levende.

 

Udsigten er jo storslået. Dernede ved kanten af havet ligger Sisimiut, i byen hvor jeg bor.

Den syner ikke af meget heroppe fra højderne og havet synes uendeligt.

Til venstre i billedet ligger Præstefjeldet og syner heller ikke af alverden.

Jo, jo skam. Jeg var på toppen.. altså indtil jeg skulle nedad igen.

PUHA!

Drengerøvene er også kommet ud på bakkerne og vi fik lidt underholdning, mens vi sad og slikkede solstråler på toppen af “Familiebakken”.  Jo! Billedet vender skam rigtigt!

 

Og der blev kørt stærkt og hoppet højt :

Og her udsnitsforstørrelse, så du kan se, hvor højt over jorden/sneen mand+snescooter er:

 

  Tilbage igen på Solbakken/Alanngorsuaq stod en flok og kikkede over mod kløften på den anden side.

Helt oppe på toppen kunne nogle små, bittesmå silhuetter anes og jeg fik zoom’en sat på.

Kan du se dem?

 

Jeg var også helt nede og ligge i sneen.. altså med vilje. Strukturen som pistemaskinen laver i sneen er flot og fascinerende, syn’s jeg:

Jeg krydser fingre for, at vejret er ligeså godt i morgen som i dag. Kan du så mon gætte, hvor jeg vil være at finde?

TAK for en dejlig, dejlig dag.