Håndledsvarmere vs. Omegaur

Min yngste søster, som bor i Aalborg, har fødselsdag på tirsdag.

Jeg spurgte hende, om hun havde nogle specielle ønsker og det havde hun da…og sendte mig et link.

Jeg går ikke selv med ur, så jeg har ingen anelser om, hvad ure koster, men søgte og fandt det..

Jeg er endnu ikke holdt op med at gispe efter vejret og må desværre fortælle, at en anden end mig, vandt i lotto og min bankkonto er rimeligt flad, sååååh...

Men hun kan da få et par håndledsvarmere til at dække de håndled, som så ikke har det fine ur på og drømme lidt videre indtil jeg vinder de der mange millioner, for så vil jeg da være den første til at opfylde hendes ur-ønsker.

Håndledsvarmerne er ihvertfald strikket til hende i kærlighed og med masser af gode tanker og kun med henblik på hende.

Det er ikke diamanter, der er strikket ind i dem, men hele 1284 sæbebobbel-lilla-farvede perler.

De er i 100% pure alpaca fra drops lyngfarve/lilla og jeg har brugt præcis 29 gram ialt. Jeg har strikket dem noget smalle (og måske også for smalle?) for der findes ikke noget mere irriterende end et par håndledsvarmere, der er slappe, og det bliver de altså efterhånden, som man bruger dem. (Hun kan altid få dem byttet ud med nogle andre/ nye i modsætning til uret… )

De varmer da noget bedre end stål pyntet med guld og hvide diamanter.. eller hva’?

Du kan bedst se mønsteret her på det halvmørke billede.

Jeg fik nogle mails vedr. sjalet fra i går.

Det er også strikket i 100% pure alpaca på pind nr. 3½ (addi lace) og vejer præcis 191 gram.

Nu har jeg prøvet at strikke sjalet i et “tungt” garn og jeg vil til hver tid foretrække de lettere, tyndere garner med de lange, lange løbelængder.

(Jeg har lagt de fire  første sjaler ud her, hvis du skulle få lyst til at se dem?)

Jeg blogger altid, altid mine sjaler ud- først bliver de vasket forsigtigt i lunket sæbevand af sæbespåner, skyllet grundigt igennem, vredet forsigtet op og presset kærligt mellem nogle tykke frottéhåndklæder inden de så bliver blogget ud på et par tørre badehåndklæder.

Det er et stort arbejde med de mange hundrede knappenåle, men jeg synes, at det er umagen værd.

Jeg stryger aldrig, har aldrig gjort det og kommer aldrig til det, nogen af mine sjaler.

Een skrev, at det islandske viftesjal ikke kunne være helt umuligt at strikke, når nu jeg havde strikket hele 6 af slagsen og næææh, det er det jo ikke, men alt er jo relativt, for for bare 2 år siden ville det have været en umulighed for mig, og det første voldte mig da også lidt (mange)  problemer, men med tungen fuldstændigt lige i munden, et whiteboard med magnetstrimler, masser af post-it til at holde styr på, hvor langt jeg var/er kommet og koncentration, en mase stædighed og så kom jeg igennem.

Andre som er mere øvede, kan strikke, mens de fx holder pauser i deres taxa eller mens de ser tv...

Opskriften fra Arnica er nem at gå til, for den er skrevet så selv jeg forstår den med udførlige diagrammer og vejledning.