Varme pakker

Lige før jul fotograferede jeg alle eleverne i min afdeling og vi (en anden lærer og jeg) lavede i fællesskab med eleverne en kalender, som de kunne tage med hjem til deres forældre i julegave. De fleste af billederne blev rimelige/gode.

Der skulle 6 forskellige ( to måneder= 1 billede) billeder af den enkelte til een kalender, men det gik rimeligt tjept og blev blev lavet i forbindelse med al den anden juleforberedelse.

Eleverne fik selv lov til at vælge billederne.. naturligvis og var de utilfredse fotograferede jeg om. Det var sjovt for mig, at se hvordan de opfatter sig selv og billeder, som jeg var tilfreds med, kasserede de og bad om at blive fotograferet om, hvad de naturligvis blev indtil de var tilfredse.

Nogen af eleverne var så fotogene, at man næsten skulle tro, at de levede af, at sidde foran kameraet, mens nogen af dem, i starten var lidt tilbageholdende og reserverede.

De var dog med på, at de selv skulle godkende billederne.

Fik jeg sagt, at det var helt frivilligt, om de ville lave en kalender?

Der var faktisk kun 2, der ikke ville fotograferes/lave en kalender.

Billederne var i sort-hvide og printet ud på rigtig fotopapir.

Efter juleferien skænkede jeg ikke de kalendre en eneste tanke, indtil der kom en dreng med en seddel fra forældrene, om de måtte få billederne af deres dreng overført på en USB? Naturligvis måtte de da det og i et frikvarter overførte jeg billederne og var glad for, at de også var tilfredse med billederne.

Fredag morgen , altså i fredags stod den samme dreng atter en gang og denne gang med en lille pose, som var til mig.

Han var nok lige så spændt som jeg var og da jeg læste det vedhæftede kort til den pakke, der lå i posen, blev jeg så rørt, at mine øjne var faretruende tæt på at løbe fulde af vand. Dét var så sødt og det var så rørende.

I pakken lå to flotte fyrfadslysestager og en æske med fyrfadslys.

Spørg mig lige om jeg var rørt! Nøøj, hvor kan jeg bare leve længe på sådan en flot gave og en smuk tanke.

Nu lyser de fine fyrfadsstager i mit vindue og gør mig glad.

(Nogen af mine kollegaer mente, at jeg skulle huske at opgive det til skattevæsenet og at jeg skulle betale skat af det og andre igen mente, at det nok var ulovligt.. skidt pyt med det og skal jeg betale ekstra skat eller en bøde, gør jeg det gerne, for tanken og ordene i kortet varmede i hjertet og gør det stadig.. P.S. Forøvrigt er det ikke min elev til daglig, men jeg har haft ham tidligere)