Tusmørkesejllads

Min far og jeg var ude og sejle i går. Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag, og da slet ikke i min åbne jolle, men igår skulle min far op og se på nogle solpaneler, der ikke virker helt efter hensigten.

Jeg havde fri til middag og kørte op til min far, som havde filtret langlinen ud efter sidste gang. Jan havde taget nogle blæksprutter op, som vi ville bruge som agn, og jeg må ærligt tilstå at jeg syntes det var både klamt og ulækkert at skære blæksprutterne i stykker og skiver.

De er seje udenpå, men ret så smattede indeni. Badr, og nogle ulækre farver sådan nogle holder sig indeni.

Nogle underlige dyr, som jeg absolut ikke har forstand på.

Jeg bilder mig såmænd ikke ind at min vrang er meget kønnere, men den er jeg jo forskånet for at se på.

På næsten 60 kroge blev der forhåbningsfuldt sat madding på, og så pakkede vi os ind i varmt tøj og afsted. Planen var, at vi ville sætte linen og så videre ind til sommerhus-ejeren, der forhåbentligt gav kaffe, så der var kræfter til at kikke på solfangerne.

Vejret var gråt, mørkt og himlen hang lavt over vores hoveder, men havet lå stille under jollen, så vi kom frem og satte linen, alt i mens vi håbede og sendte bønner ned i dybet om store og mægtige flyndere. Vi kom så langt i vores overdådige fantasier, at både kommunekranen kom i spil i vores tanker, og alle de mennesker, der skulle inviters til hvidvinsdampet helleflynder med porrer, som kun min mor kan lave det. I tankerne havde vi løst problemet med at have så stor en fisk i min lille jolle, så vi var virkeligt fortrøstningsfulde, håbefulde, for ikke at sige forventningsfulde.

Vi sejlede videre, glade og opstemte af vores håb og ønsker om den store og sensationelle fangst, men da vi nåede sommerhuset lå der ingen både og der så mennesketomt og øde ud.

Det skulle dog ikke afholde os fra at aflægge sommerhuset et besøg, for vi havde givet besked og faktisk lovet at kikke på de solfangere.

Heldigvis kunne vi selv koge vandet til kakao-en, som vi indtog, mens vi kikkede ud af vinduerne, nød udsigten og fantaserede om, at vi selv havde vores eget sommerhus/hytte på et ligeså velvalgt sted.

Vores eget arktiske paradis.

Himlen nåede næsten havet,og tusmørket var ved at få gjort kål på de sidste rester af dagslys, så der var tid til at sejle hjem igen, men nysgerrigheden førte os tilbage til langlinen.

Inden vi fik set os om stod vi og trak lidt i den og da den gav nogle ryk, blev vi enige med os selv og især hinanden om, at det nok var århundredets flynder, der havde bidt på. Ivrige fik vi hevet den op, men på 54 af de 56 kroge, der er på langlinene, sad der en stor torsk, og så kunne flynderen jo ikke få en bid af vores madding og slet ikke komme med os hjem, så der var ikke andet for, end at hive linen og alle de mange torsk op. Aldrig har jeg været så træt af at fange torsk. (Hundene blev dog glade for dem…) Det var godt og vel mørkt, da vi endelig kunne se lysene fra byen, og da var Jan noget bekymret for os.Kommunekranen kom ikke i brug denne gang, og middagsinvitationerne, som vi ikke nåede at få skrevet, forbliver uskrevet en stund endnu. En dejlig tur, som skal gentages og helst så snart som muligt, for næste gang.. næste gang! P.S den lille bitte flynder der sammen med den kæmpe-ising sad på vores langline tæller ikke med i dette regnskab.