Positive arbejdspladser

Sara og jeg bestilte en tid hos frisøren i sidste uge, så vi kunne få klippet de sommer-sol-tørrede hårspidser af, og fulde af forventning drog vi afsted lige før middag, kun for at konstatere, at vores tid først er til i morgen. Nu er der jo ikke noget, som er skidt, at det ikke er godt for noget, så jeg hev kameraet op og forevigede bagsiden af den boligblok, hvor jeg har tilbragt en del af mine barndoms-timer bag. Jeg kom pludseligt i tanke om en gang, hvor min far lavede en stor drage over et fint, tyndt træ-kryds og med brunt, stift indpakningspapir over og med en kilometer lang hale pyntet med sammenkrøllede avis-sider. Ikke så meget selve dragebygningen, og da vi unger sad og krøllede den ene avisside efter den anden sammen om snoren, men mere den lange hale af kvarterets børn, som nysgerrige løb efter os, da min far satte dragen op, husker jeg. Jeg ved, at min far har gentaget successen sammen med min lillesøsters sønner i sommer, men om der var en ligeså lang hale på dragen, som dengang og en ligeså lang hale af andre børn efter dem, melder historien intet om.

Udsigten er næsten den samme, som da vi var børn, dog er de, hvem de så end er, ved at lave en vej langs hele Ulkebugten, og spørg mig ikke, hvor den skal ende. Jeg har hørt rygter om, at det er starten på vejen til Kangerlussuaq, men om det er sandt, ved jeg intet om.

Det ville være synd at sige, at lokalavisen, lokal-tv-et eller lokalradioen lavede opsøgende og nysgerrigt arbejde og gav informationer videre til lokalbefolkningen, men vi er jo ikke bedre vant, så der er ikke så mange, der klager. Vi finder vel med tiden også ud af tingene, så hvorfor spilde tid på det? ;-)

Lidt senere havde jeg et ærinde på fiskefabrikken. 

Det er år og dage siden jeg har sat mine ben dernede. Engang, også i min barndom, kunne man købe hundefoder billigt. Det var fiskeaffald, rejeaffald og bifangster, som ikke kunne eksporteres eller sælges som andet end hundefoder. Nu virker fabrikken som et landet rumskib, for der er bare så effektivt og sterilt der nede og fordums dage med damer, der sad og pillede sig henholdsvis i næsen og i rejerne er forlængs forbi. Nu er der rent og alting virker moderne og effektivt og så rent og pænt, at der næsten ikke engang lugter af fisk eller rejer. Jeg blev så glad, da jeg skulle ind på kontoret, for alle jeg mødte, smilede og hilste. På væggene hænger der farvestrålende og glad kunst, fremstillet af fabriksarbejderne selv. Hvis jeg ikke husker helt forkert, blev kunstværkerne fremstillet i en periode, hvor der var indhandlingsstop af krabber, og så fik arbejderne noget efteruddannelse i sprog bl.a og et kursus, hvor de så også malede. Jeg spurgte om lov til at fotografere deres gang, og fik lov, og hvis man ikke allerede var blevet smittet af de glade smil og høflige hilsner, skulle man da nok blive det af at kikke på de flotte vægge. Overalt og selv i de mørke kroge hænger der kunst. De har en kantine, hvor der kan købes mad og et lillebitte smugkig derind, fik mig øjeblikkeligt til at ønske at jeg havde valgt en anden karriere.. måske skulle jeg have været kontordame på Royal Greenland, for bedre udsigt fra deres kontorer, kan man da ikke ønske sig og med den kantine til at indtage dagens frokost…! Måske et karrieskift stadig kan lade sig gøre? Og i loftet på deres kontor hænger denne tørrede dybhavsfisk (aner ikke hvad det er for een) og den kunne forudsige vejret (altså i gamle dage og før DMI og de veluddannede meteologer).

Siden jeg var ganske lille har jeg ønsket mig sådan en tørret vejr-viser, men det er ikke så tit jeg når så langt ned på havets bund med min snøre, så medmindre du kommer med een til mig, får jeg nok ikke een at hænge i loftet. ;-)

Fascinerende, er den ihvertfald. Men tilbage til fabrikken!

Jeg fik ordnet mit ærinde og på vej derfra tænkte jeg, at det også må være tilfredsstillende at vide, at som nogen af de eneste, om ikke de eneste, producerer de varer som eksporters ud af landet og dermed er med til at holde landets spinkle økonomi kørende. Det kan  jeg jo ikke rigtigt sige at jeg gør med mit arbejde.

Jan skulle købe et par uldsokker, hvilket bragte os over i Skibsforsyningens afløser, Qalut. Et sted, hvor du kan købe stort set alt, hvad du skal bruge, hvis du skal fiske eller på jagt pånær fødevarer olign. Jan fik sig et par sokker… og et gevær.

Han overbeviste mig, og især sig selv, om nødvendigheden af, at han/vi/ pigerne ejede et sådan skydevåben, for geværet vejer ingenting og er fint til rensdyrjagt. “Lige sådan een vi mangler, når Sara eller jeg skal med på jagt..” sagde han. Nu hænger der ca 20 nede på væggen, og det er ikke een for mange… siger Jan! 

Jeg blev sulten af Jans impulskøb, så vi kørte videre op til Kafé Ukiivik. Den hedder stadig kafé & art, selvom det efterhånden er den del år siden man kunne købe brugskunst der. Tilgengæld kan de også prale af, at have kunst på væggen. Det er der ikke så mange andre arbejdspladser, der kan prale med, og da slet ikke min, selvom der nok burde være en elev eller to, der har evnerne til kunstfremstilling.

På kaféen købte vi dagens ret, der bestod af rejer og kammuslinger og andre lækre skaldyr. Måske fra fabrikken? Personalet på kafeen virkede også glade og om det skyldes kunsten på væggen, vil jeg lade stå hen i det uvisse, men deres udsigt var omend ikke hav, så ihvertfald spændende, for hovedvejen, som er godt befærdet, ligger klods op og ned af deres “køkkenvindue”.  De kan da følge med i færdslen på gaden, og hvem, der henter post hvornår og hvor ofte, for på den anden side af gaden, ligger det forholdsvis nye posthus.  Når du står i døren til kafeen kan du se blokkene, og Brugsen som er ved at blive udvidet. Sådan så Brugsen ihvertfald ikke ud, da jeg var barn. De har udvidet, så de bl.a kan få plads til et rullende “fortov” op til deres 1. sal. Altså! så højt er der ikke i den nye bygning, og ville pladsen ikke kunne være udnyttet bedre om de havde fået lavet en elevator til gangbesværede og rullestolsbrugere? Ja, jeg spørger bare.

Hmm..

Udenfor Brugsen står et bus-skur, og jeg, som ikke altid er beundrer af graffiti, har aldrig kunne stå for den vittige sjæl, der har malet S-et på. Farven er bare oplagt til lige netop det S. Den som har tilføjet “superman”, kunne godt have undladt det, for det var bedre uden! Gad vide om man kan bede om, at få malet skriften over, så S-et står for sig selv igen?

Jeg vil lave min hof-ret i aften: selvfangede torsk med flødeskum med masser af rejer fra Royal Greenland.

Jeg ved, at rejerne har haft det godt i livet, og nu ved jeg også,- godt i døden, hvor de er blevet behandlet godt og effektivt af glade, høflige og hilsende mennesker, som færdes i ordentlige omgivelser med kunst på væggene og med mulighed for at spise frokost i en indbydende kantine. Jeg blev helt glad af at komme på fabrikken. Jeg må finde en anledning for at komme derned igen. Hvad med dig? Har du også haft anledning til at være glad i dag?

P.S Jeg ville have lagt resten af billederne af malerierne på fabrikken ud, men min picasakonto driller, så det må blive senere. NU ligger de her på flikr. som jeg ikke kan finde ud af at bruge, men se dem, hvis du har lyst