Vi er barnløse for et døgn. Lena har inviteret, nej nærmest insisteret på, at pigerne skulle sove hos hende i aften, og Jan var ikke sen til at invitere mig ud og spise. Maden var som sædvanlig god, i modsætning til udsigten. Et eller andet sted bliver jeg forarget over rodet, men et eller andet, andet sted fascineres jeg også, for inde i det røde hus arbejder byens bedste påhængsmotormand. Han kan sit kram, og det er der ikke så mange andre, der kan prale af, og han har styr på, hvad der ligger derude bagved hans værksted. Han ved lige nøjagtig, hvad de forskellige motorer kan ribbes for af reservedele, og på et eller anden fascinerende plan, er der rent faktisk system i det, som mit øje umiddelbart opfatter som rod og uoverskueligt. Nu kikkede jeg så ikke synderligt meget ud af vinduet, for jeg ville hellere kikke ned i min skål, der snart var fyldt op med stærk suppe og spændende rensdyr-ret. Nu ville jeg jo gerne gøre forsøget i mørke, så vi kørte ud til elven igen. Det blev stadig ikke som jeg ville have det, så jeg må jo bare prøve igen og igen og igen og igen og igen og igen.. lige indtil jeg bliver tilfreds. Indtil da kan jeg glædes over at andre har langt, langt større held og færdighed med deres fotografering. Prøv engang at gå ind under deres Web Pub og “bladr” i een af deres fotobøger. Det er kræs og jeg kan kikke i deres bøger igen og igen, og atter engang.
Vi skal jo vise hvor højt vi "elsker" vort land (med henvisng til overskriften)
SvarSletDu kan gætte tre gange hvem der kommer med kommentaren