Dagene går deres stille gang og jeg går sindigt med. Arbejde, ud og handle, hjem, lave mad, spise.. hov, det passer ikke, for min mor ringede i eftermiddag: “ Vil I spise helleflynder med ris og karry sammen med os i aften?” Det ville vi ihvertfald gerne. Mere end gerne, for er der een, der kan lave mad, så er det altså bare min mor. Selv hendes hverdags retter smager som festmåltider, og hun mestrer kunsten at nøde. Som hun kan nøde. Og som vi kan tage fra. Hele mit liv har jeg spist af disse tallerkner. Det er hverdagstallerknerne og de kom til hjemmet, da de gamle, “var unge og fattige.” Hvis jeg ikke husker forkert var der noget med et postordre-katalog og billige priser. De er stort set ikke til at slå i stykker og vaskes op i opvaskemaskinen. Uopslidelige og i perioder til ærgelse for min mor, der vist ikke synes de er helt moderne mere, men alligevel for gode at smide ud.. eller sådan noget i den stil. Jeg vil og har altid helst villet have, at billedet på tallerknen vendte den rigtige vej. Som dessert til den fine luxus-spise (helleflynderen, en gave fra naboen, der kom i morges da mine forældre var på vej ud af døren.. og dermed var ved at komme for sent) var min mors evigt gode sortebær-tærte med fed cremefraiche rørt op med vaniliesukker. Mums.På billedet er den ubagt. Nu kan jeg sidde herhjemme igen og tromme mig på min udspilede mave og takke mig selv for de kolik-agtige smerter, der indimellem farer igennem min mavesæk, men inden vi kom helt hjem, måtte jeg lige en tur ud på mine forældres trappe og fotografere månen, der dukkede op bag fjeldet og ned på gaden, hvor solen sank ned i havet. Jo, livet går sin stille gang og jeg går gerne med, med fyldt mave og med smukke efterårs billeder fæstnet på bagsiden af øjenlågene. Livet er bestemt ikke overvurderet i disse dage. (som barn, boede vi i bl.a i blokken yderst til højre længst oppe til højre. Vi havde en god udsigt både til den ene side og til den anden side: ulkebugten: Nu er de, hvem de, så end er, ved at lave en vej langs hele den sydlige side af Ulkebugten. Da vi var børn, var det “farligt” at færdes her..)
Tak for din kompliment, kære Dorthe!
SvarSletApropos tallerknerne, så fik den "gamle" besked om at dække bord, og han fik skæld ud, da han meget tilfældigt og uden orden har sat tallerknerne "på hovedet" - så det husker han nok til næste gange - man er jo ikke perfektionist for ingenting.
KH mor