I går morges tog vi på arbejde til en flot solopgang. Både Jan og jeg håbede, ja, troede på, at vejret ville være så godt, at vi (jeg) kunne komme ud og se efter sæler, men som dagen skred langsomt frem, fik vi sandet, at vejret heroppe kan skifte fra strålende sol til rygende snestorm på ganske få øjeblikke. Sneenn varede ikke ved, og kunne velsagtens mærke, hvor uvelkommen den var, så den forvandlede sig til kolde dråber på de visne blomster, men i morges sneg det hvide look sig ind i billedet igen, dog som frost på tagene. Næ, vi slipper vist ikke i år heller. Solen kiggede igen frem bag Kællingehætten, som for at mildne mig, men ganske uden held. Der blæser en kold, kold vind, som det ene øjeblik er fra nord og den næste øjeblik er fra øst, men uanset retning er den kold. Der er fuldstændigt mørkt og sort udenfor, men nordlyset smyger sig forsigtigt og næsten usynligt rundt på den ravnsorte nattehimmel. Jeg fandt kameraet frem, men skræmte vist det gaze-tynde, grønne nordlys væk, så jeg holder mig indenfor i varmen, strikker videre på den underlige reste-garns-taske, som måske kan smides i vaskemaskinen til filtning i morgen. Walter underholder på fladskærmen med ulovligheder, som han sammen med Roisin (Rosin herhjemme) eller hvad hun nu hedder, skal opklare. Jeg vil lukke og slukke for dagen, byde natten velkommen med søvn og søde drømme om sommer, varme og lyse nætter.
P.S Fortalte jeg forresten at min far har total-renoveret en tikka til mig, og gav mig den i løbet af vinteren? Den skyder både med 12-er hagl (øverst) og med 2 22 patroner (nederst) Vi var ude og prøve den af i søndags og den skyder fortrinneligt, så jeg er bare så parat til havfugle-jagten.. Min far er ved at renovere en til sig selv også, men kan ikke få 2 22-eren til at virke.. endnu, men med hans tålmodige stædighed og fingersnilde, skal det nok lykkedes, tror jeg.
P.P.S bladene er godt nok flotte om efteråret. Næsten flottere end om sommeren
P.P.P.S. Siden skolestart har vi hver haft næsten ½ liter smoothie med i madpakken. Det er ikke just slankende (frugtsukker, mums) og min mave gærer op som en anden ballon..skulle det være sundt? Nu dropper jeg det med alle de frugter som mellemmåltid i et par dage eller 5 og lytter til hvad de kloge siger: At det er sundere at spise dem hele og selv gnave, gnaske og tygge mig igennem frugterne. Jeg drikker en hel liter grøn te eller hvid te om dagen og 2½ dl sort kaffe. Der er vist noget med, at man kun må drikke 2-3 kopper af den grønne/hvide te om dagen, men det skader vel ikke med en ekstra kop eller tre? Jeg medbringer selv alle mine drikkevarer og en stor uformelig madpakke, -hver dag på arbejdet, og har gjort det de sidste 12-15 år. I min taske ligger mit Nikon D300 og zoom objektivet, min coolpix, bøger, penalhus og meget ofte også min bærbare, mit strikketøj til frikvartererne, og en lille (nåe, ja så mindre) pung med håndcreme, læbepomade, høretelefoner, pudseklud, pamoler, Ibumetin, et par trusseindlæg og andre vigtige ting, og så vejer min rygsæk mellem 10 og 13 kg. på en heldig dag. En mindre flytning hver dag frem og tilbage. Bare så du ved det, altså! (jeg ved da godt at det er totalt uinteressant, men nu havde jeg altså taget et uhumsk billede af min daglige smoothie, så du skulle ikke slippe) Gad vide om jeg så forresten kan ansøge om en flyttedag i ny og næ? Jeg mangler jo kun tandbørsten, for at være flyttet hjemmefra…
Tak for dejlige billeder, der skal lidt af en taske til alle de ting !
SvarSletTak Helle. Jeg har faktisk en stor rygsæk og jeg ligner vist en til-/fraflytter, hver gang jeg bevæger mig til og fra arbejde. Iøvrigt en kombineret foto og computertaske med plads til (lidt/meget) ekstra
SvarSletHej Dorthe!
SvarSletI dag er det den 18. - og intet nyt fra min by i Grønland(?)
Jeg har netop klaget min nød til din svigermor, og jeg må konstatere, at den slags slendrian kan vi ikke leve med!
Altså: fat din fars kuglepen og skriv, så vi kan følge med i livet i Sisimiut.
Iøvrigt tak for mange gode indlæg.
vh
Bjørn Vind
Nu har efterhånden en fast trolleytaske - sådan et stort skrummel med hjul og trækstang på, fordi min taske også ofte vejer +12 kg. De der studiebøger vi slæber rundt på er godt nok også tunge. men jeg blev lidt træt af at rende med en ok str. rygsæk OG en mulepose. Men ved nærmere eftertanke holder hjulene på tasken/kufferten nok ikke oppe hos Jer :-(
SvarSletHæ, Dudi.. måske skulle jeg finde en trolley taske og skifte de små hjul ud med store cykel-hjul? Så må den da kunne klare alle ujævnhederne heroppe? Måske skulle jeg bare tømme min taske lidt, for det er vel ikke længere hjem end at jeg kan hente det på ganske få minutter, hvis jeg kommer til at mangle det..
SvarSlet