Søsætning 2009

I foråret var planen, at Jans båd skulle i vandet inden noget som helst. Inden vi tog på sommerferie. Inden konfirmationen, men tiden løb fra os og vi fik den aldrig indhentet, og båden forblev på land. Jan elsker den båd. Den er stor, solid og trofast. Den er også tung. Den vejer vel, et slag på tasken, knap et par ton, så det er ikke Hr. hvem-som-helst, der får lov til at løfte den op på sit lad. Næ! Det kan kun være Anthon, som har den største lastbil her i byen, og som ydermere er dygtig, grundig og bare kan sit kram. De andre gange, hvor andre har forsøgt sig, er radaren gået i stykker, fenderlisten er blevet beskadiget og det har Jan så taget konsekvensen af. Det SKAL være Anthon. Anthon har lune og masser af sort humor, så det er lidt spændende, hvad han joker med, når han kommer for enten at sætte den i vandet eller sætte den på land. Nogen år har han ladet båden dingle frit i luften, mens han forsøgte at bilde os ind, at nu gik kranen gået i stykker, at båden var for tung, eller at han desværre ikke kunne alligevel i dag. Han har droppet mig et par gange med den begrundelse, at jeg var kvinde eller jeg havde for mange fregner, for derefter at slænge fartøjet på sit lad og professionelt søsætte. Han ved, hvem han kan tillade sig at drille og hvem, hvis humor og nerver, man ikke spøger med. Hr. Anthon havde tid i dag både til at søsætte Jans båd og til at godmodigt drille Jan. Jeg stod i køkkenvinduet og kikkede ud. Jeg har ikke nerver til at se den tonstunge båd dingle i luften, mens Anthon driller. Jeg bliver overmandet af katastrofe-tanker.. min fantasi løber løbsk og af med mig og jeg forestiller mig alverdens..katastrofer! Jeg tog mig dog sammen, da jeg ud af køkkenvinduet kunne se, at den lå sikkert på Anthons lad. Jeg skulle dog ikke nyde noget af, at køre bagved lastbilen, der var lastet med båden, så jeg drønede i forvejen. Båden startede trofast, og nu har Jan og Johannes lagt den ud i Ulkebugten i en fast fortøjring. Den ligger og vugger blidt i bølgerne og ser så fantasisk flot ud. Den har så fine, ja smukke linier, den båd, og jeg ved, at næstefter mig, synes Jan, at det er den flotteste i verden.