Arktisk paradis

Igennem, ihvertfald 2 år, har jeg truet/lovet at komme forbi en ven, der har bygget et sommerhus inde i fjorden. Han har fortalt mig om de kartofler, som han har sat, som ikke rigtig vil trives i år,(måske, gætter jeg, som knap kan få en kaktus til at overleve!, at det er den manglende/sporadiske/regn/tørre sommer) men som trods alt, er gode, og da han i ugens løb sejlede hen til mig, mens jeg stod og vaskede Jans båd, bestemte jeg mig for, at i år skulle det være. I år ville jeg ind og se hans sommerhus. I år ville jeg komme og drikke den kop kaffe sammen med ham. I formiddags pakkede jeg min rygsæk, tog Jan under armen, og sejlede derudaf uden rigtig mål og med, og da vi alligevel var på de kanter kunne vi ligeså godt rette stævnen ind mod den lovede kop kaffe. Hans båd lå for anker, så han var i sommerhuset eller lige omkring, og jeg sprang i land og gik op til, vil jeg tro, Grønlands største sommerhus (130 kvm) med Grønlands bedste udsigt. Der var ingen i huset, men i det fjerne kunne jeg se en lille jolle, og ganske rigtigt, var det ham, der kom tøffende. Vi blev budt velkommen og blev vist rundt i det lille arktiske paradis. Sommerhuset er bygget igennem en årrække og mest af rester, levninger og overskudsmateriale. Der er blevet lagt flid og ihærdighed ind i arbejdet og tingene er blevet gennemtænkt. Det er nu heller ikke en Hr. Hvem-som-helst, der har bygget, men en mand med hænderne skruet den rigtige vej på. Jeg kunne ikke stå for vinduerne, som er sat i forskellige højde, så alle, store som små, omkring bordet inde i huset, kan se ud, og stående også har udsyn til den vidunderlige udsigt. Der var masser og atter masser af plads og jeg talte ihvertfald 9 rigtige senge med masser af luft omkring. Der var plads til både børn og børnebørn, som kunne jeg forstå, ofte og gerne tilbragte tid i sommerhuset sammen med farfar-en. Under loftet var der også soveværelser, og hvem som bare kunne stå op til lyden af vandet, der slår de første morgenbølger ind mod klipperne og se så lige denne udsigt, som møder een, når man slår dynen til side: Det er da vidunderligt! Solpaneler sørger for den strøm han har brug for..næsten.. for han venter på en vis anden, der ligeledes har tommelfingrene sat rigtigt på hånden til at finde en lille fejl, som gør, at der ikke bliver ladet tilstrækkeligt op på batterierne, der skal forsyne køleskabet og fryseren. Hans lille tørre-hus, hvor der bliver tørret fisk, behøver ikke strøm. Det er tilgengæld placeret strategisk rigtigt så den evige lille brise, der runder næsset passerer tørre-huset. Skuret, hvor fryseren står, står naturligvis i skyggen, så solen ikke unødigt bager ind. Måske er det aller-fedeste dog den stol, der bundet solidt fast til masten på toppen af den lille forhøjning, så man i fred og ro, kan gumle på sin snus, eller ryge en stop pibe, drikke en varm kop kaffe, mens man mediterer over den gode udsigt uanset hvilken vej, man vælger at kigge hen. Et stort gammelt træ er drevet i land, og der er lagt planer om at lave en solid bænk ud af det, som skal skifte stolen ud. Måske han tænker på en bænk, så man kan sidde flere? Roden, som er knudret og sjov, skal der laves noget specielt ud af, men bænken skal først til, kan jeg forstå. Jo, såmænd er der tænkt over detaljerne. Han behøver såmænd ikke byde mig ud igen to gange, så vil jeg med glæde drikke en kop eller to mere i hans vidunderlige sommerhus. Det eneste minus ved vores udflugt i dag, var at starteren pludseligt og uden varsel holdt op med at virke. Dét er dumt, når man skal starte en motor. Meget dumt! Endnu mere dumt, når man/vi ikke har værktøj ombord. Meget dumt! Men vores vært havde det fornødne værktøj, og vi fik motoren igang med lidt snor og vi kunne vinke tak og farvel. (p.s.: uden jeg har opdaget det, har jeg rundet indlæg nr. 1000. Faktisk er dette indlæg nr. 1008)