I dag, mens vi kørte ud ad de danske landeveje for at finde et glaspusteri, som viste sig at være lukket og slukket, kom jeg til at savne Lauras stemme på bagsædet. Alle hendes små kommentarer til sin lillesøster, til os og til omgivelserne. Jeg kom til at savne hende så forfærdeligt meget, og så ringede mobiltelefonen. Det var Laura, men jeg klovn, som savnede og længtes, trykkede i min iver og befippelse forkert, og væk var hun. Jeg bad Sara og Karoline om, sammen med mig, ønske inderligt, at hun ringede igen, og det gjorde hun. (ja, ja, Laura har jo fornuft nok til at vide, at jeg sidder og venter, så selvfølgelig ringede hun igen) Hun har det godt trives, har fået venner og oplever så meget, at vi nok kun flygtigt strejfer hendes tanker. Dejligt at høre fra hende og vide at hun har det godt. Iøvrigt fik vi istedet for glaspusteriet, set Nordjyllands kunstcenter og et smukt rakugalleri, hvor bl. a Jørn Bork havde en lille udstilling/salgsvarer) Ikke noget som vi råbte højt hurra for, for vi kørte jo efter noget andet, og var ikke indstillet på hverken malerier eller ler. Imorgen skal mit Nikon hentes og ved den lejlighed kan jeg jo så besøge Mathilde i Viborg, som kompentation for at have manglet og undværet mit kamera i 2 døgn.
Hov, det ser sørme bekendt ud, det der. Jeg har boet i Hjortdal i 20 år, sige Laila, der snart tager til Skotland
SvarSletHæ, Laila kunne du ikke lige have fortalt mig, at glaspuseriet var lukket. Det så faktisk lukket LUKKET ud. Jan og jeg var der for over 10 år siden og ville vise det til Sara og hendes kusine. Dengang var det spændende og flot. Men jeg skal love for at naturen omkring Hjortdal og Fos(s)dal med det bakkede terræn, er smukt.
SvarSletSorry Dorthe, jeg vidste ikke, at de havde lukket for good. Jeg kommer desværre alt for sjældent på de kanter,men savner det grusomt
SvarSlet