Tillykke min pige

For 13 år siden var det en mandag. Dét kan jeg huske lige så tydeligt, for jeg gav rundstykker på lærerværelset, og grunden til  rundstykkerne var, at jeg gik på barsel. Jeg havde termin til den 18 juni. Det var stort for mig, at skulle have et barn mere. Jeg havde ellers forsvoret at jeg ikke skulle have flere børn, for der er en vis risiko for, at rygmarvsbrok, som Simon har, er et arveligt handicap. Det er næsten ligeså sandsynligt at det “bare” er en af naturens små luner. Et lune, der er i familie med læbe-gane-spalte, hareskår og hjernespaltning. Dengang jeg fik Simon, fik jeg at vide at chancerne/risiciene for at jeg fik endnu et barn med rygmarvsbrok var 25%, og at for hver gang jeg blev gravid ville chancen blive større. I dag ved man heldigvis lidt mere om sygdommen og kan give bedre vejledning. Jeg blev gravid 1995 og jeg fik foretaget en fostervandsprøve i uge 20 og skulle vente i 3 uger på svaret. Det var en ulidelig svær ventetid, for jeg/vi havde besluttet mig/os for ikke at ville have flere handicappede børn. Det kræver et enormt overskud at have bare et barn, der skal have ekstra omsorg og det var jeg ikke sikker på at jeg havde. Det var derfor en stor beslutning, da Laura blev til. Fostervandsprøven viste, at det var en pigebarn med normale kromosomer og Jan og jeg skrev en liste med pigenavne for senere at samstemme dem. Vi endte med 5 pigenavne, hvoraf Laura (og Sara) var vores favoritter. Heroppe i Grønland er det normalt og en tradition for at man navngiver sine børn efter nyligt afdøde familiemedlemmer eller folk man har en speciel tilknytning til.  Min moster hedder Laura, men jeg kender hende ikke særligt godt, så det er nu ikke på grund af hende. Hun bor i Sydgrønland, hvorimod min og mine søstres barnepige gennem hele vores barndom hedder Sara. Laura, som Laura i det lille hus på prærien? Laura, som er internationalt og som kan udtales  hele verden. Laura, fordi det er et pænt navn. Laura hedder også Aviana, for både mine søstre og jeg har et “dansk/internationalt” navn og et grønlandsk, ligesom vores børn også har det. Nå, men det var den mandag, jeg kom fra! Jeg gik på barsel og gik glad hjem for at bage en hvid sachertorte, som blev hvinende sød og tung, men mens jeg lavede aftensmad til Jan og Simon begyndte jeg at fryse og fik anelser om at snart var meget snart. Og snart var NU, for vandet gik og da jeg jo havde prøvet det en gang før, tog jeg det roligt, ringede til mine forældre og en veninde, for at invitere dem på kagen. Natten gik med veer, men ikke kraftigere end, at jeg kunne sove roligt i modsætning til Jan, der studerede min søvn, mit åndedræt og mine klynk hele natten. Kl. 15.45 kom Laura 48 cm og 2880 gram til verden d 4. juni uden den store dramatik, og som hun dog lignede sin far. Hendes hænder var som farmors. Hendes blik var fra første sekund vågent og nysgerrigt, og det er 13 år siden. Hun ligner stadig sin far, har sin farmors hænder og blikket er stadig lige vågent og nysgerrigt. Hun er forlængst vokset mig over hovedet og kan fra i morgen kalde sig teenager, og om godt en uge er hun til og med konfirmand. Selvom der er gået over et årti, kan jeg stadig huske, at vejret var godt og varmt, forventningener og længslen efter at se den pige, som havde sparket mine ribben bløde og slappe i over et halvt år, og den uendelige glæde, da hun kom op på min mave duftende og blød med sit klare blå blik rettet nysgerrigt mod mig dengang som nu. Tillykke min store pige.Gid du må få en dejlig fødselsdag.