Skagle-spasser

Jeg har vist fortalt et par gange, at Jan og jeg fandt kærligheden på en slædetur for over 15 år siden. De første år vi kendte hinanden, kørte vi slæde hver weekend, hver ferie uanset, hvor kort den end måtte være og enhver given lejlighed, og det var altså ikke bare ud bag den første knold. Næ, nej. Vi kørte langt og overnattede i mange dage i offentlige hytter eller i vores telt, inden vi modstræbende vendte næsen mod civilisationen igen. Hver en lejlighed blev brugt på slæden, og Simon var med stort set hver gang.Dengang var det ikke noget problem med et dårligt gående blebarn på slæden. Når vi ikke var ude og køre hundeslæde, sad vi hjemme og planlagde næste tur, så vi kan vist godt sige, at vi er vant til at omgås hinanden på en slæde. Jeg ved, fx. hvornår jeg skal tie stille og hvornår jeg må grine, hvornår jeg må kommentere Jans slædekørsel og hvornår jeg skal lade være med at grine. Er der noget, der kan bringe en slædekusk i affekt, så er det når, hundene smider sig..op ad bakke. Dét er bestemt ikke godt, for slædehunde har med at huske, hvornår og hvor de sidst holdt pause, hvor de sidst slap afsted med at smide sig og hvor de sidst kunne slække kravene, til især sig selv. De gentager deres sidste ture igen og igen og igen, og hvis kusken har en anden plan end hundene, kommer der nogle udbrud..både fysiske og verbale, som ikke tåler gentagelse i det offentlige rum. Der skal virkelig gøres en indsats fra kuskens side for at afvænne hundene deres vaner. Hundene er virkeligt kommet i form her sidst på sæsonen, og der var ingen slinger i valsen hverken op eller ned ad de stejle lange bakker eller de korte, stejle, lidt skæve bakker. Næ, nej.Jan havde skam vænnet dem fra at ville holde pauser mærkelige steder, og havde vænnet dem til at trække op ad bakke, hele tiden og konstant alle mand/hund. Der, hvor der i dag blev talt med store og iørefaldende bogstaver var, når Jan havde redt skaglerne (de lange snore fra selen og ned til slæden) og de så enten smed sig oveni det hele, eller konstant og hele tiden byttede plads. Det giver filtrede skagler, som ikke er særligt hensigtsmæssigt, hvis de skal have plads til at løbe i en fin vifteformation ned ad bakkerne, fx. Et nyt ord blev højlydt og meget insisterende tilføjet mit ordforråd:”SKAGLE-SPASSER”. Gad vide, om de tre hunde, ordene var møntet på, forstod hvad Jan mente med det?? Jeg smilede,jeg forstod, men sagde ikke noget. Ikke når han sagde det i den tone, i det tempo og med de decibel. “Skagle-spasser”. Godt, han ikke har kommenteret min piskefærdigheder i samme vendinger, og godt at han ved, hvornår han skal tie og hvornår han skal tale.   Mens vi sad i den uendelige stilhed midt ude på fjordens havis, kunne vi inde på land pludseligt se en hytte snige sig langsomt afsted i fjeldet. Foran og bagved kørte pistemaskinerne afsted i sindigt tempo. Og for at fuldende billedet, svævede den største hav-ørn vi nogensinde har set over vores hoveder. Majestætisk og som den eneste konge på den arktiske himmel.  (P.s jeg har nu foruden et par ekstrastore læber også en fin rød streg ned over kinden, hvor pisken også har strejfet..øv. Gid jeg kunne sige at jeg havde erhvervet mig mine “skader” af mere heroiske grunde end at jeg ikke kan svinge en pisk)