Goddag ørn, farvel Simon

Jeg var så nysgerrig, om brandmændene havde fået kutteren op i formiddags, så ligeså snart jeg fik fri, kørte jeg ned til havnen for at kikke. De havde stadig travlt, og jeg beundrer dem for deres ukuelighed og optimisme, for det så ærligt talt ikke specielt lovende ud, men hvad ved jeg om det?! Mens jeg stod og kikkede og undrede mig, fløj der to store ørne rundt oppe over mit hoved. Jeg troede min kollega, som var med, tog gas på mig, for det eneste jeg kunne få øje på var et par sølle måger og nogle flossede ravne.. men så så jeg dem…kors i skuret nogle lokummer.   Jeg kunne ganske enkelt ikke få øje på skoven for bare træer. De svædede rundt på deres enorme vinger, ledsaget af et par ravne. Jeg skød løs med kameraet uden at indstille først og krydsede fingre for at man kunne se ørnene..Da de forsvandt op i det blå, kørte jeg ud for at handle, mødtes med Jan og da vi kørte tilbage for at se til kutteren, havde de minsandten fået den op.

Dagen i dag var også afskeds-dag. Simon rejste til Kangerlussuaq. Der går et par måneder inden vi ser ham igen. Tak for besøget, Simon.

Og spørg mig lige om det var svært at komme op i morges! Jeg kæmpede og kom op i stående stilling, men der gik en hel formiddag inden jeg kom til mig selv. Inden jeg blev vågen og opdagede at det var hverdag og arbejde, til og med et møde efter undervisningstimerne. Av mit ferie-gen, hvor var det hårdt!