Ren søndag

For et par år siden var det en dybt indgroet vane for hele familien at om fredagen gjorde vi rent. Ikke bare lidt og nogen steder, men vi bar alle stole ud, vippede sofabordet op på sofaen, hev alle tæpperne ud og gik ajax-amok. Hvis der var godt vejr, blev vinduerne pudset både indvendigt og udvendigt. Hvis der var for meget vasketøj, altså mere vasketøj end vi kunne nå at vaske i løbet af dagen og aftenen, kørte jeg ud med bunkerne på vaskeriet og satte det over, så det hele kunne hænges op på een gang og være tørt og parat til skabene på en gang. Lige så stille er den ellers udmærkede vane, gledet over i hygge og afslapning om fredagen, og det er sådan set heller ikke at foragte, selvom jeg til enhver tid vil påstå, at det er hyggeligere at hygge og slappe af i et rent hjem. Jeg er et udpræget ordensmenneske og kan godt lide at der er ryddeligt og rent omkring mig, men jeg er desværre også den, som roder og sviner mest herhjemme. Hvordan det hænger sammen, aner jeg ikke. Jeg tror, det hænger sammen på den måde, at når det allerførste og mindste rod viser sig, slipper jeg kontrollen over ryddeligheden, renheden og det systematiske..altså lige indtil jeg tager fat igen. Det sker så for øjeblikket kun hver anden uge. Jeg vil så til min ros sige (når nu der ikke lige er andre omkring mig til at sige det) at jeg er meget god til at gøre rent og det både hurtigt og effektivt. I går blev så udråbt til at være fredag, og jeg håbede et eller andet sted på, at jeg så fik fordoblet min lørdag, men nej! Til gengæld har jeg nydt søndagen i et rimeligt rent og pænt opryddet hjem, og mine guppier og slørhaler nyder også godt af min akutte trang til renhed og gennemsigtighed, for de fik også vasket og rengjort deres hjem, fik vasket finner og halen, så de næsten ikke er til at kende igen. De er renskurede i ansigtet og ser glade og tilfredse ud. I morges, da jeg vågnede i det rene og velduftende sengetøj, kunne jeg vende mig på den anden side og snuppe en time mere inden jeg stod op til frisklavet og velduftende kaffe. Dagen var ikke afsat til noget, og det giver plads til andre tanker og ideer, og inden jeg næsten havde fået slugt kaffen, sad jeg i bilen på vej over til Brugsen for at købe et Wii, som var på tilbud i dag. Jeg ville ønske at jeg havde haft et videokamera med derover, for der var en kø så lang, og da dørene blev slået op til butikken, vrimlede folk ind med skub og mas, og der blev spurtet op ad trapperne, hvor de eftertragtede maskiner stod. Gamle, som unge aste og maste for at få fat i den hvide kasse. Laura var med og hun er en solid pige, der ikke sådan lige er til at flytte, så hun kunne næsten i ro og mag lange ud efter en kasse, som blev fragtet hjem og installeret. Allerede nu ved jeg, at jeg skal have et "fit"-spil til apparatet. Jan kunne lynhurtigt komme i bad efter at have været ude og køre en kort slædetur med en amerikaner, der gæster skolen for øjeblikket. (Der er blevet joket en del med, at Jan som taler både dansk og flydende jysk, men meget mindre udenlandsk, skulle ud og køre med en udlænding. "Hvad hedder et bremsetov fx på amerikansk" har hans kollegaer drillet ham med. "Og hvad med en opstander"?) Jeg kunne nu forstå på deres, altså Jans og amerikanerens, samtale, da de kom tilbage til hundepladsen, at de havde fået vendt både livet og verdenssituationen på slædeturen, og næste weekend, hvis vejret tillader, skal de afsted på en lidt længere tur sammen. Sprog er ikke en forhindring, ej heller et magt middel, men en kommunikationsform, som man kan benytte sig af, såfremt kropssproget, mimikken eller det tavse sprog ikke slår til. Men som sagt, kom Jan hurtigt ud af badet, for at bokse lidt mod wii. Sara nåede at blive knotten, for hun mente, at vi andre havde prøvet mere end hende. Men det er mit spil, og har råderet over det ;-) Øv, hvor de synes jeg er træls. For ikke så længe siden snakkede Jan og jeg barndom og minder. Jeg vil påstå, at vi nok var de første til at have vores egen sodavandsmaskine her i byen? Og gensynsglæden var stor, da vi opdagede at man kan købe en sodastream-maskine igen. Godt nok ikke i den firkantede, rød-orange udgave med arm og alt det, men en ny og moderne udgave.Vi har lavet både cola-light, lemon-vand og fantaserer om, at hente elv-vand til danskvandet, som vi vil lave. På strikkefronten er jeg gået kold. De strømper jeg strikkede til Sara er færdige, men jeg har strikket nr. to en anelse længere end nr. 1. Hvad har jeg dog tænkt på? Jeg har ikke garn nok til den vest, jeg drømmer om at strikke, og jeg har endnu ikke bestilt garn til Liselottes "klokkeblomst", som jeg har købt opskriften på. Jeg overvejer en skrap farve, men den kunne også være flot i en diskret? Vægelsindet, kan man vist kalde det? Et par bogmærker er det dog blevet til i løbet af weekenden, og de er stivet på gammeldags manér med florsukker og kogende vand. De er søde, syn's jeg og vil egne sig godt, hvis man skal give en bog, som man så kunne lægge dem ind i. Opskriften fandt jeg lige her. Mønsteret genbrugte jeg i Saras strømper. (Både Pisiffik, før KGH, senere KNI og altså nu Pisiffik udvider, ligesom Brugsen og gør det. Politistationen ligger lige overfor Pisiffik. Politistationen har været placeret både i boligblokkene, i stueetagen og ude på Teleøen, men de sidste mange, mange år har det ligget her i bymidten, som faktisk ikke er bymidte så meget mere, efter at posthuset er flyttet. Det kan ærgre mig lidt at jeg ikke har fotograferet udvidelserne jævnligt, for at følge udviklingen, men hvad kan jeg bruge ærgelser til? Intet!)