Saras hjemkomst

Så kom Sara hjem i dag. Hun var træt, havde jetlag og var stopfyldt med nye og anderledes indtryk. Laura var blevet syg i nat med kvalme, opkastninger og ondt i hovedet, og var derfor ikke med ude i lufthavnen. (Her til aften har Laura det ikke stort bedre- øv) Sara kom derimod stormende hjem til hende og lod hende ikke i fred eller gav hende roligt sygeleje. Hun nærmest smed sig hos hende, og skulle fortælle,berette og vise frem. Mit hjerte svulmer i den grad op, og er ved at briste, når de åbenlyst og fuldstændigt uden hæmninger giver udtryk for deres søster-kærlighed. Jeg føler, at jeg har gjort det godt med dem, at jeg har andel i, at de uden nævneværdig jalousi og misundelse er hinandens fortrolige og nærmeste. Der er kun 13 måneder imellem dem, og mens jeg ventede Sara, gik jeg med skrækscenarier og katastrofetanker om søskende-magtkampe og søskende-jalousi, men jeg kunne have sparet mig alle de mange kedelige tanker. De savner hinanden, når de ikke er sammen, og hvis der opstår uoverensstemmelser går der ikke mere end et par timer før vi igen kan høre fnisen, latter og kvidren. Jeg elsker det og jeg elsker dem. Vejret har været pragtfuldt, og havet var tillokkende. Hvis det ikke lige var fordi, der er en snert af kulde, der bider og niver lidt, ville jeg have ærgret mig over at jollen ligger på land. Jeg kom ikke rigtig ud i det smukke vejr og fik ikke rigtigt noget konstruktivt ud af mine to vinterferie-dage, der nu er overstået. Skidt. Der kommer mange flere dage, som vi boltre os i. Her lige inden sengetid, titter månen fuld og flot, frem bag Kællingehætten, og afslutter en flot og solrig dag på smukkeste vis. (Da vi gik ud af lufthavnsbygningen, fløj en stor, majestætisk havørn lige over vores hoveder. Den var så tæt på, at vi kunne se næsten hver en fjer på den. Nøøøj hvor var det flot)