Familiesammenføring

"Uuuurghkrhgh"...sagde Jan og jeg til hinanden i morges, da vi 2. gang vågnede og opdagede, at kl.var 07.30. Sengelamperne var tændt og vidnede om, at vi havde været vågne allerede een gang, men at søvnen med et bagholdsangreb havde overmandet os, og sendt os ind i drømmeland igen og ud i en stressende morgen, hvor der ikke blev smurt madpakker og vi næsten gik fra sengens varme og dynernes tryghed ud i 17 graders kulde og en dag, der startede forkert og ikke som dage normalt plejer. Vi kom ikke for sent, vi var der skam fysisk til tiden, men de første timer af dagen bar for mit vedkommende præg af kaos-set jeg stod op med. Til gengæld kunne jeg time for time som formiddagen skred frem, med et smil på læben følge det smukke vejr fra skolens vinduer, som Dudi, Daniel og Silas ville ankomme til. Og dagen som startede skidt har bødet og hvor har det været / er det dejligt, at vide, at vi bare lige kan gå over til Daniel og Silas, give dem et kys, et kram, nyde dem...(stakkels Silas..Han ender altid med at lave nogle ufrivillige stunts og landingsbanen var ikke helt fri for is...) I mit stille sind siger jeg stadig:" Uuuurghkrhgh", for jeg har endnu ikke købt en eneste julegave, har ikke bagt (det plejer jeg aldrig, for ingen af os har godt af det, så hvorfor jeg stadig stresser over det, aner jeg ikke), har ikke købt ind til madlavning, ej heller gjort rent eller ryddet op, jeg får travlt, men lur mig, om det ikke bliver jul alligevel.