Sympati-rengøring

Var arbejdstilsynet kommet forbi hjemme hos mig i dag, havde de øjeblikkeligt beordret alle tilstedeværende iføre sig både ørepropper og massive høreværn, hvide, støv-uigennemtrængelige beskyttelelsesdragter. Jan laver tvangs-arbejde i lystbådehavnen, hvor alle broerne skal op i dag. Og så lige i dag, hvor sneen vælter massivt ned godt hjulpet på vej af vindstød fra syd..de er dog aftagende, men ikke desto mindre har jeg i sympati og solidaritet hevet den gamle Nilfisk frem. Det sker ikke så tit herhjemme mere, så jeg skulle lige trykke på den ene knap den har, for at være sikker på, at den ikke var groet fast, men minsandten om ikke den både kunne trykkes ned og op igen. Der var ingen undskyldninger at hente hos den, så på med arbejdsvanten og frem med gulvspand, ajax og iveren, og det så akkurat her høreværnene og arbejdstilsynet kommer ind i billedet. Med makaber iver smed jeg Whitney på cd-afspilleren og skruede op til et niveau, der mindst kræver ørepropper og værn og en smule kærlighed til slimet forkærlighed for savldryppende blød pop og gik i gang med hammer og mejsel på badeværelset. Uanset hvor meget jeg skurede og skrubbede, lå jeg på mine knæ med assosiationer om forlængst nedlagte kommunale fangerhytter, hvor livstrætte fangere med rengørings-liderlige koner, søgte hen for at søge ly og læ for hygiejnens overtag i den civiliserede verden. Jeg må træt konstatere at uanset, hvor meget ajax jeg hælder ud over mit hjem, kommer det aldrig, aldrig til at ligne dem i hverken Bo Bedre eller ALT for Damernes boligreportager, men altid vil ligne det, det er; nemlig et gammelt, træt træhus, hvor beboerne har for mange andre interesser end lige boligindretning og ugentlige rengøringshysteri. Jeg skruer lige lidt mere op for Whitney for at overdøve mine inderlige suk og støn.