Så tog jeg mig selv i at brokke mig over at jeg skulle på arbejde, at jeg ikke kunne komme ud at sejle, at jeg skulle gøre rent og...og...og... Burde jeg ikke lige tage mig selv i nakken og glæde mig over at jeg har et arbejde, at jeg har været ude og sejle i går eftermiddags, at jeg har et hjem, som jeg kan gøre rent og ikke mindst at jeg bor omgivet af en natur så storslået, at man nogengange taber pusten. At der om efteråret især er den ene mere surrealistiske smukke solnedgang efter den anden, som jeg kan sidde og se ud af mit stuevindue.
Skam mig!
Skam mig!
Åh ja, nogle gange kan man have svært ved at se, den skønhed, der er tættest på..
SvarSletTja, vi kan jo allesammen miste de gratis (og store) glæder af syne, og så atter glæde sig, når man husker på dem! I bor smukt, og jeg takker for at få de glimt af skønheden, som du lægger ud på bloggen.
SvarSletKh Karen S
Og nogengange er vi så vant til at den bare er der, at vi glemmer at påskønne den...
SvarSlet