Erindringer

Der er perioder i vores liv vi husker mere end andre. Kan du huske din første skoledag? Jeg kan ikke huske min. Faktisk har jeg forbløffende få minder fra min barndom, men de dukker op med stemninger og især lugte/dufte og forsvinder som regel igen. Handler det om at jeg lever meget lige nu, mon? Eller at jeg tænker for meget over fremtiden? Jeg ved det ikke, men pludseligt popper der en erindring op til den tågede overflade. Jan har forbløffende mange erindringer om sin barndom, og da vi jo har gået i folkeskolen sammen, kan jeg låne lidt af ham engang imellem, når mine erindringer ikke slår til. Heldigvis har jeg to søstre, der kan bidrage med noget også, og det er guld værd, at have nogle livs-vidner i sit liv. Mennesker, der kender dig på godt og ondt, i modgang og medgang. Som fylder dit liv ud med fortid, nutid og fremtid. Det er betryggende og rigtigt rart at vide sig elsket uanset før og bagefter. Hvorfor nu disse store tanker? Jo! Fordi jeg bliver så forbandet rørt om hjertet hvert år når nye elever starter i 1. klasse. De står i den store skolegård med far og mor i hånden. De er spændte, nervøse, stolte, betuttede, forlegne, generte og måske en anelse bange for alt det nye, de bliver kastet ud i. De har forladt deres trygge børnehave, hvor dagen mest bestod i leg og samvær,faste spisetider og børsten tænder og en ny æra i deres liv starter med et farvestrålende brag i skolegården. I baggrunden står måske bedsteforældrene og er lige så rørte som mig. Søskende står med verdens-mand-agtige miner, med hænderne begravet dybt i lommerne, og ved hvad skole-livet drejer sig om. De små nye bliver kaldt op til det tykke torv, som ikke er gjort fast, men som er det eneste de har som fast holdepunkt med alles øjne rettet imod sig. som at kaste sig ud i en gummibåd, der ikke er pustet op, når man er i dyb havsnød?! Jeg synes de er modige og brave, når de krydser skolegården med deres alt for store skoletaske, for at gribe fat i deres kommende klasselærers hånd og videre gribe fat i tovet som deres kommende klassekammerater allerede har et fast, svedigt greb om. Det er så stort og jeg bliver så rørt over deres mod, deres afsked med det uforpligtende liv og griber fat i skolelivet med alle dens krav om tilpasning, læring og præstation. Hvert år ved denne tid tjekker Jan riflen. Skyder den ind. Som at tage et par fest-sko på og gå dem lidt til igen, så de passer foden, dansen og festen. Forventninger om en god jagt, store oplevelser i naturen og mad i fryseren. Nu er der mørkt udenfor og stearinlyset kan tændes og ses. Jeg tænker på de små poder, der ligger og sover, måske drømmer om dagens store oplevelser, måske lagrer dem, så de kan huske dagen, når de når min alder. Måske ikke. Jeg har tændt stearinlyset, skænket mig et glas god rødvin og vil huske denne dag, for vi fik en mail fra farmor og farfar, der skrev om gode nyheder om piller der hjælper, gode forhåbningerog tak for støtten i modgang. Jeg beder videre om fortsat bedring og medgang for dig, farmor. Og hvis du har lyst, må du gerne kikke i mit album for at se flere billeder af vores nye elever i dag.