Afrejse og ankomst

Saras fødselsdag var både en festdag og, synes jeg, en testdag, for hvor meget sjælen og hjertet kunne bære. Mit var vist ikke det eneste, der bristede med mellemrum, for vi startede med at tage afsked med oldemor og Aksel efter at de havde serveret eftermiddagskaffe og hjemmebagte, velbagte og velsmagende kanelsnegle nede hos dem. Mænderne gik sig en tur og kikkede på dem smukke natur, der omkranser Alstrup, og som man ikke kan blive træt af at kikke på. Når vi står hos familien, og måske især oldemor og siger farvel og på gensyn, føles et år som meget lang tid, og det er så lang tid, der går inden vi ser dem igen. Aftensmaden fik vi hos farmor og farfar, og farfar havde lavet sin berømte koldskål til dessert til os. Og så var der tid til at vi skulle til dét igen: afsked, men først efter at jeg havde glemt, at jeg havde forlagt bilnøglen ude i drivhuset under en tomatplante, som jeg havde røvet for alle modne tomater og vi derfor lettere paniske og forfjamskede endevendte huset. Hjertet vred sig, og sjælen ømmede sig mange hundrede kilometer gennem Danmark over de farveller, vi blev nødt til at sige, da vi tog afsted, men da vi nåede Kastrup, fik vi andet at tænke på, for i mørket kunne vi hverken se gadeskilte eller det udprintede kort, som vi ellers så fornuftigt havde taget med os, men efter at have cirklet bandende og rundtossede rundt i samtlige rundkørsler i Kastrup og omegn, fandt vi omsider Kastrup bed and Breakfast, hvor dejlige senge ventede os til 4 timers søvn, inden vi kunne aflevere lejebilen og trille kufferterne ind på indvejningsbåndet. Turen hjem gik fuldstændigt uinteressant planmæssigt og nu sidder jeg hjemme i mit eget køkken med nedtursfølelse og hjemve til farmor og farfars terasse, hvor farmors blomster stadig står smukt, tomaterne modnes, druerne er på vej, stranden lokker børnene og familiens varme favn er. Man skulle tro, at jeg ville juble som alle de andre i flyet, da vi fløj over Grønlands østkyst, men farvellerne fra i går ligger stadig tungt i maven og da vi kom til vestkysten, vendte følelsen af farvel sig endnu engang med en skarp spids mod hjertekulen og gjorde ondt igen. Jollen er kommet i vandet i dag, men vinden byder ikke velkommen hjem, vi har pakket kufferten ud, været ude og handle, skrigende over de totalt forrykte høje priser, trods dét, fyldt køleskabet, og om et par dage har jeg sikkert fundet tonen, sejler rundt og er glad, men indtil da, vil jeg vride hver en ferie/solskins-/familiedag ud af de billeder jeg har lagt ind i mit billedalbum i løbet af sommeren og i dag. TAK farmor og farfar for nogle dejlige dage.