Nationaldag

Ullorsiornitsinni tamassi pilluaritsi! Tilykke med Grønlands national-dag. Traditionen tro var der en masse arrangementer både indendørs og udendørs arrangeret af kommunen. Der var kaffemik i hallen med både kaffe og kage, taler og hygge, der var sangkor, taler udenfor kommunekontoret i formiddags af borgmesteren, qajaqopvisninger osv og jeg skal komme efter dig, men i år havde fisker-og fangerforeningen arrangeret "hvem-fanger-den-første-sæl" konkurrence, og det skulle foregå i tidsrummet mellem 12 og 14, dét skulle jeg bare ned og se og jeg blev ikke skuffet. Jeg kan ikke stå for den attitude, der bliver lagt for dagen ved sådanne arrangementer. I dag samledes 10 joller med hver deres håbefulde mand i, ved tanken, og de havde allesammen den dér lidt ligegyldige maske skruet godt og grundigt på. Hænderne var placeret roligt og uvirksomme nede i lommerne, og gashåndtaget blev med lige så rolige og ligegyldige miner betjent af et par af obligatoriske store gummistøvler. Resten af outfittet var vist ikke gået igennem den danske søsportens sikkerhedsråds sikkerheds-hverken kontrol eller tjek, men det blev også taget oppefra og lige-akkurat ned i lommeulden, som blev nulret igennem. For at indikere, at man ikke var påvirket af situationen blev der sludret lavmælt og næsten ordløst over rælingen, mens der med skævende blikke, blev kastet stjålne blikke ned i sidemandens båd for at se, hvad hán har af fangst-redskaber og nødudstyr. Jeg har dem lidt mistænkt for at hvis der er for meget sikkerhedsudstyr signalerer man, at man ihvertfald ikke har tjek på det med at sejle? Men hvad ved jeg om det? I hvertfald blev deres motorer slukket, og smøgerne hang fugtige og slappe med en delvis slukket glød ud af den ene mundvig og riflerne lå skødesløst henslængt et eller andet næsten usynligt sted i jollen, men helt sikkert ladt og parat?! Da starten så endelig 15-20 minutter forsinket, gik, havde de fleste af de seje gutter, svært ved at bevare masken, gassede op i havnebassinet og væk var de i den iskolde klamme tåge, hvor temperaturen modvilligt havde sneget sig op over frostgraderne, og de krappe bølger. Målstregen, hvis man kunne kalde den det, var broen, hvor de skulle lande deres fangst og i fald, at de ikke - de stakler- fangede noget, skulle de under alle omstændigheder, ligge til kl 14. Allerede efter 1½ time kom den første jolle sejlende ind i højt tempo. Vi, de nysgerrige og på forhånd imponerede tilskuere (bare det at turde at stille op til sådan en konkurrence, kan altså imponere mig!) holdt vejret, gættede ejeren af jollen og kunne imponeret se til den fortsatte attitude fangeren stadig stædigt og værdigt beholdt. Han lagde til kysten, sludrede lidt med tidtagerne og efter næsten 5 lange og seje minutter, kastede han henslængt en sæl på land, mens han nærmest undskyldende fortalte, at den første han skød, altså var sunket! Med lige så langsomme, værdige og lidt ligegyldige miner, ankrede han op 1 mtr fra land, sprang i land med en kniv, et par poser, og flænsede og parterede sælen, med så kyndige og øvede hænder, at han burde have fået en præmie for det også. Ikke så meget som en dråbe blod på hans tøj eller på jorden omkring sælen, og hver en bevægelse var hurtig og præcis og uden overflødighed. Imponerende! Nr. 2 bibeholdt stilen og kunne med slet skjult stolthed bede tilskuerne hjælpe sig med den store sæl han havde skudt og fanget, - vel at mærke stadig under 2 timer, i tåge og høje bølger. Næste imponerende oplevelse, var mine egne børn, der gav opvisning i taekwon-do udendørs med masser og atter masser af mennesker omkrig sig. De havde et "show", hvor de viste selvforsvar, og alene det at stå foran alle de mennesker og kunne bevare fokus, overblik, værdighed og samtidig kunne huske, hvad de stod der for, var i mine øjne imponerende.