Måneskin og hundeslæde

Jeg må tilstå, at Jan er noget mere romantisk end jeg er, for han inviterede mig ellers ud på en måneskins-hundeslædetur. Jo! Den er god nok, og ideen er såmænd også god nok, for der er fuldmåne, så det basker, og landskabet er fuldt oplyst, men mit mod svigtede en smule, og jeg blev som sædvanligt praktisk; hvad med børnene, og hvad med den gang jeg brækkede benet på hundeslædetur (ude ved "Benbrækkeren"(det hedder det altså!)), og bliver det ikke mere koldt om aftenen end om dagen, hvad med aftensmaden til børnene...Stakkels Jan, derfor tog vi afsted ud på en kort hundeslædetur til "Benbrækkeren" idag i fuldt dagslys, men det varmede i mit hjerte og om kinderne, at Jan havde inviteret mig ud på måneskinstur. Dét var godt nok koldt derude på slædesporet.Det frøs omkring 20, og blæste en smule. Vi mødte een af mine kollegaer, der også var ude og motionere sine hunde.Tilgengæld kan vi sammen se måneformørkelsen hjemme fra stuen, hvis vi ellers kan holde os vågne. Jeg vil utroligt gerne se og fotografere formørkelsen, men nu må jeg se. Jeg var jo som sædvanligt tidligt oppe, for som I sikkert har regnet ud, sidder jeg stadig i viceinspektørens stol og holder den varm til den, der bliver fastansat. I morges, da jeg luntede afsted i kulden og mørket, kunne jeg glad konstatere, at der ikke er så mørkt om morgenen mere endda. Der var den smukkeste fuldmåne og stjerne blinkede opmuntrende og glad ned til mig. Selvom mine morgener mellem kl 07 og 08 er hektiske og travle tog jeg mig tid til at stikke fotografiapparatet udenfor og tage et billede af Nasaasaaq, for at dokumentere, at der faktisk er blevet lysere. Jeg nåede lige fuldmånen i nordvest inden den genert gemte sig bag Præstefjeldet.