Fornemmelser for forår

Man tror ikke på det, når man kommer ud, men de første spæde forårstegn viste sig for mig i dag. Okay, måske kun indeni mig, og ikke så meget i mine omgivelser. Jeg er overbevist om at foråret ligger lige om hjørnet, parat til at overmande kong Vinter og hans frosne tag i os, for jeg kunne mærke det langt ind i kroppen. Solen tittede frem bag fjeldene bag Itilleq, og da jeg vendte mit bundfrosne ansigt imod solen, kunne jeg mærke en ansigts-nerve eller to tø op i overfladen. Skønt. Der var en stille, rolig og fredfyldt stemning i hele byen, Edvard Hopper-stemning, og havet lå stille og vuggede mod kysten. Isen var næsten væk igen, og langt ude i horisonten kunne jeg se op til flere joller, der tilsyneladende jagtede sæler. Der lød et par skud, og jeg drømte om, at det snart er min tur til at ligge derude, og meditere over store og små ting, mens jeg (forgæves) forsøger at fange en sæl, men kun kommer hjem med en god stemning. Om et par timer, sidder vi hos mine forældre sammen med en masse andre mennesker. Min mor har fået endnu et af sine gode indfald om at ville se mange mennesker, så der bliver kogt, stegt og brasseret til den store guldmedalje. Jeg er ved at stege en rensdyrkølle, to fade med skårne kartofler simre i fed fløde, og en stærk og krydret ferskensuppe står færdiglavet på komfuret. Pigerne er blevet vasket bag ørerne og nu står mine for tur. Jeg fotograferet denne lygtepæl før, og det bliver nok ikke sidste gang. (Følg linket, hvis du vil se den på en anden årstid.)