Hvert 4.år

Det sker kun hvert 4. år at vi kan skrive d. 29. februar..Det er fascinerende. Næste gang bliver i år 2012 og hvem ved, hvordan livet ser ud næste gang vi skriver d. 29. februar?...Hvad vi har har været igennem, oplevet, set og hørt. Hver dag byder jo oplevelser af een eller anden art, men jeg har det lidt med d.29.februar som med måneformørkelser og kometer med hale. solen skinner stadig fra en skyfri himmel og selvom temperaturen igen er nær ved -20, er det pragtfuldt at være ude og det er lige hvad jeg skal være hele dagen i morge og i overmorgen, for da har Jan inviteret mig ud på overnatning med hundeslæde. Jeg glæder mig, for jeg har ikke været ude på en længere slædetur siden pigerne blev født for 11 år siden. At det er noget ganske specielt, behøver jeg vel ikke engang at skrive, at stilheden, storheden i naturen og skønheden er fuldstændigt enestående og at der ikke findes noget magen til? Jeg glæder mig og håber at der ikke bliver for koldt. Byen emmer af spænding og aktivitet. Om det er fordi solen skinner og folk har fået penge ind på deres lønkonto, eller om det er fordi vores kulturhus "taseralik" officielt åbner i morgen ved jeg ikke, men visse steder i byen var der en stillestående Edvard Hopper-agtig stemning. I kan se lidt af det, han har lavet her.

Nu igen

Hvad vækker nu min harme igen?? Se her Det i sig selv er vist ikke værd at harmes over! Meeen................... I princippet er jeg fuldstændig enig med alverdens journalister i, at man skal afdække tingene, finde ind til sagernes kerne, belyse og oplyse, videregive informationer og formidle viden, meeen når tingene kun bliver belyst fra een side og informationer om sagens forskellige kerner er ensidig, mangelfuld og monoton, bliver jeg frustreret. Det er ganske i orden at børns dårlige vilkår, både her i Grønland og andre steder i verden bliver spredt ud i den ganske verden, og at man (journalisterne) dermed forhåbentligt bidrager med at de selvsamme børn, der lever et kummerligt og forarmet liv får et bedre liv. Så langt, så godt. "Flugten fra Grønland" mangler stadig et modstykke. Et stykke, der viser at der også her i Grønland lever børn, der får mad hver dag, går i skole og får en tilfredsstillende undervisning, har forældre, der har overskud og energi til at støtte dem i deres fysiske og psykiske, som har en uddannelse som de bruger i deres arbejde, som de passer hver dag, som betaler deres skat og som lever et ganske almindeligt småkedeligt, småborgerligt liv og som hverken er eksotiske eller forhutlede , men som bare er ganske almindelige borgere. Måske det ikke skaber overskrifter og priser nok, at beskæftige sig med den ganske almindelige grønlandske borger?? Måske er det slet ikke meningen, at fortælle om de dårlige vilkår, som nogle børn i Grønland lever under for at være med til at forbedre vilkårene til det tålelige, men derimod at vinde priser og for at provokere og skabe splid og splittelse? Nej, mon???!! Men hvis Poul-Erik Heilbuth skulle gå hen og vinde de mange penge for sin udsendelse, håber jeg at han afsætter lidt til at producere en dokumentar om alle os andre, så verden udenfor Grønland bliver oplyst om at det ikke kun står skidt til

Den virkelige verden

Endelig slap arbejdsdagen sit tag i mig og jeg kunne spurte ud i friheden og den virkelige verden, ud til blændende sol, der varslede forår og varme..snart, lovede hun. På skolestien blev jeg stoppet af en livlig samtale mellem to hundehvalpe og en kulsort, drillesyg ravn, der gerne ville lege lidt. Som I alle ved, er ravnen en drillesyg, humørsyg, men meget klog fugl. Desværre er nogen af ravnene også meget bevidste om deres særlige status og de lider af og til af primadonna-nykker og humørsyge, åååh så forkælede og egocentrede.: "Rejs jer nu op og leg lidt sammen med mig. Jeg keder mig, og både Solen og Bisolen skinner så dejligt i dag" Hvalpene: " Nej tak, vi ligger lige så godt. Solen er så dejlig varm mod maven" Hmm..hvis det skal være på den måde....!" " Nej, nu gider jeg altså ikke lege sammen med jer. I har sagt nej..Nej, jeg gider ikke se på jer" " Jeg sladrer til min storebror, ørnen, at I har drillet mig, og at I ikke gider at lege." Mens jeg gik der, kunne jeg se at ravnen fløj ud for at finde sin storebror, men ørnen var ingen steder at se. Ravnen ledte alle steder. Ravnen græd, og var så ked af det og hans forfængelighed var så såret, så såret, -og han skreg, når han troede at ingen hørte på det. Han er ikke vant til at blive afvist, men Nyisen hørte ham. Hun hørte den hjerteskærende gråd, og krakelerede af medfølelse og deltagelse for ravnens sorg, -men hun var jo heller ikke klogere. Hun, nyisen var overbevist om, at ravnen havde været udsat for en alvorlig hændelse og spurgte ikke om noget. Hun nænnede ikke at afbryde ravnen i hans gråd og ville ikke snage i hans sorg. Hun er en fin og net dame, der holder på formerne.Hun havde brugt hele natten på at lægge sin kolde charme ovenpå havet, der intet-anende havde sovet en tiltrægt søvn hele natten. Havet var træt efter at have brugt kræfter og energi på at vugge mågerne i søvn i weekenden. Stakkels Nyis.. nu skal hun i gang igen med at reparere krakeleringerne og nette sig igen og hun ved stadig ikke, hvorfor ravnen skriger sådan. Bisolen, som havde set det hele, rystede med sine stråler og korsede sig, mens hun sendte himmelvendte øjne til sin kusine Solen. " tsk, tsk, tsk. Godt, at vi er hævet over sådan noget!" Beboerne i de nye andelsboliger, som intet ved om hverken hundehvalpenes afvisning og ravnens sårede forfængelighed har måtte lukke deres vinduer og døre, for ravnen er stadig så fornærmet og ked af det, og hans gråd er uudholdelig at høre på. Gad vide om beboerne i de gamle blokke på Deichmannsvej er lige så generet af ravnegråden??Jo, det var dejligt at komme ud i den virkelige verden...... Den forkælede ravn.

Hjemkomst

Så kom Jan hjem igen og han havde taget nogle enkelte billeder, som I ikke skal snydes for. Da jeg jo ikke var med, kan jeg ikke fortælle meget om dem, så billederne må tale for sig selv.

Solnedgang

Solen sank langsomt ned i havet i et brag af farver.

Skuddag

Hvert 4. år sker det! Og selvom de fleste af os, nok er kommet lidt længere end at vente på at manden frier, og måske selv gør det; Ja, så er det i dag, at vi kvinder kan smide os på knæene og spørge den udkårne, om at han vil dele ring, seng, opture og nedture og ikke mindst vielsespapirer med dig. Skulle han svare nej, slipper han ikke helt billigt. Jeg er mange dage meget glad for, at ægtepagten ikke hvert år, hver måned eller hver dag skal fornyes, for jeg er ikke helt sikker på at min udkårne ville svare bekræftende, hvis jeg var tvunget til at spørge ham. Helt nem er jeg vist ikke at leve sammen med, selvom jeg nogen gange prøver at tage mig sammen, og gøre det lidt lettere for ham (og mig selv). Skulle jeg ned på knæ og havde fået et nej hos Jensen, ville jeg forsøge mig hos ham her...Meeeeen jeg satser og håber at Hr. Jensen svarer bekræftende, hvis jeg var nødt til at spørge.

Nye billeder

Jeg har lagt nye billeder ind i mit vinteralbum (klik på linket og du kommer ind og kan se dem eller klik på billedet øverst til venstre med overskriften " Vinterbilleder").

Du er velkommen til at kikke og kommentere, hvis du har lyst.

Hård træning

Jeg har altid beundret folk, der siden deres barndom, har haft en interesse. Der er nogen, der siden barnsben har spillet på violin og er blevet gode og dygtige til det, eller folk, der har spillet fodbold og kommer på det danske landshold eller har tegnet og malet og udstiller på store gallerier..eller bare finder en glæde ved det, som de nu dyrker. Jeg har alle dage været for flagrende, lærer at lave noget, bliver nogen gange rimeligt god til det, og finder så noget andet at kaste mig over. Jeg kunne kalde det udvikling. Og alt hvad jeg lærer, kan jeg jo bruge i mange andre sammenhænge. Men jeg har stor respekt for folk, der stædigt fastholder og dyrker en interesse, og det gør begge mine dejlige piger. De har snart i fire år dyrket taekwon-do og har allerede rød stribe på deres blå bælter. Og de går til træning mandag, onsdag, fredag, lørdag og søndag. I perioder, især op til mesterskaber og graduering er det ofte oftere. Respekt! At de har en inspirerende og dygtig træner, gør jo også at de synes at det er sjovt.

Drueeffekt

Efter en dejlig aften iført mine nye røde sko i går, hvor vi fik dejlig, god mad og en masse pressede druer på flaske, kunne pigerne og jeg i dag ved middagstid vinke farvel til Jan, der tog på en lille slædetur med een af sine venner. Det bliver spændende at høre i morgen, hvordan turen er gået. Solen skinnede bedragerisk fra en blå himmel..bedragerisk, fordi man umiddelbart skulle tro, at der var dejligt varmt, men temperaturen er igen sneget sig under de 20 frostgrader og da det blæste en smule, føltes det endnu koldere. De må have haft den kolde vind direkte ind i ansigtet hele vejen, de stakler. Set fra bilen, så byen og naturen smuk ud. Efter at have sat pigerne af til deres taekwon-do træning, kørte Lena og jeg en tur i bilen. En måge lod sig tålmodigt forevige, og mens vi sad og sang:"hvide måge" for den, fløj en stor flot havørn forbi snuden af os. Der blev sagt både "$€&dafjuabx%aHmffada" og andre bandeord, for da jeg endelig fik fisket kameraet op, tændt og sigtet, var den landet ovre på den anden side i fjeldet og svingede sig ikke op på sine enorme vinger igen (ikke mens vi sad og ventede, og vi ventede ellers længe) Heldigvis kunne jeg så fotografere en lille kutter, der dukkede malerisk ud af sørøgen. For at dulme eftervirkningerne af gårsdagens druedrik, kørte vi op på Sømandshjemmet og fik kaffe og pomfritter.Som de dog kan dulme! Og så var der jo tid til at hente pigerne fra træning igen. Jeg håber ikke at der er alt for koldt derude, Jan!? Og jeg håber at du nyder stilheden, storheden og den enorme skønhed i vinterlandskabet langt væk fra civilisationen. Jeg vil lave mig en varm kop grøn te, svøbe fødderne i et vattæppe i sofaen, mens jeg zapper på tv-et i aften og nyder pigernes pludren, bladren i blade og bøger, småskænderierne og varmen fra de tændte radiatorer.