Mørkeræd

Det var buldrende mørkt, da jeg gik på arbejde i morges kl 06.45, og da jeg endelig kunne forlade pinden i eftermiddags kl 16.00, var det blevet tus-mørkt igen. Iflg. pålidelige kilder har det været sejlvejr i dag, og det har jeg ikke engang ved selvsyn kunne ærgre mig over! Jeg savner sommeren, sommerferien, varmen og friheden. At sejle rundt i sommernatten med midsommersolen dansende over fjeldtoppene. Det føles idag som om, det aldrig aldrig bliver sommer igen og at jeg til evig tid skal stå op inden én vis herre får sko på, og først få fri fra arbejdet, når ravnene falder i med mørket igen og de lægger næbbet under deres sorte vinge (Gad vide om ravne sover med næbbet under vingen?). Det føles som den rene skære ondskab har belejret mit (arbejds-)liv, men det eneste jeg har gjort er at være dum nok til at sige "ja" til at ville hjælpe til.Hmm, det får vel snart en ende?! Eller jeg vænner mig til det? Hvis vi lavede et kædebrev, hvor vi aftalte en dato og et tidspunkt, hvor vi alle i fællesskab bad en bøn, samtidig med at vi krydsede fingre, kunne det være, at der var een, der søgte viceinspektør stillingen?! Det er da en nogenlunde fin stilling, hvor man har en masse under sig: nogenogtres lærere/undervisere, lidt over femhundredeognogen elever, pedellen og hans to medhjælpere og rengøringen. Dét er da noget!! Og ikke mindst er det en dejlig by, ja måske den bedste på kysten at komme til, ihverfald hvis nogen skulle få den idé at spørge mig...og som jeg forhåbentligt får listet ind i dette forum, at jeg synes. Evt. ansøgere får ihvertfald ikke konkurrence fra min side! Jeg savner eleverne Hmmm... tilbage til drømmen om den evige sejltur: Hvis vejret er godt i morgen (og nu hvor fingrene alligevel er krydsede og vi er igang med bønnen; kunne vi så ikke lige bede om lidt godt vejr til weekenden??) Jeg trænger til frisk luft, der smager af havvand, dufter af vinde, der har været undervejs fra sydligere himmelstrøg, har strøget de store tangblade kærligt i havoverfladen, og det hele føles af uendelig frihed for både øje og sind. Måske skulle jeg have været skipper på de store ocean-gående skibe? (Nu har jeg da vist næsten skrevet mig ind i en mindre vinter-depression ;-))