søndag den 29. juli 2007

Bearbejdning

I næsten en måned nu, har mine drømme om natten været voldsomme og meget livagtige. Nogen nætter har jeg slet ikke kunnet sove, og andre nætter igen, har det været med maridtslignende drømme, som jeg ikke har kunnet forstå, men som jeg har været nødt til, og ikke har kunnet undgå at tænke over resten af dagen. Selv genfærd og spøgelser har jeg drømt om, som giver mig anledning til at reflektere og tænke tilbage over helt andre begivenheder, end drømmen antydede. Det er tankevækkende, som mit indre kommer i oprør af at komme til Danmark /andre omgivelser, og det er de mest pudsige og overraskende ting, der dukker op, og vil bearbejdes. Mennesker jeg knap nok kan huske at have mødt, kommer i mine drømme og vil huskes. Mennesker som jeg gerne vil huske bliver end ikke "nævnt" med et suk i mine drømme. Oplevelser som jeg troede var glemt, dukker op i nye sammenhænge, og omgivelser, som man kun kan besøge i drømme, -drømmer jeg om. Det er underligt, og faktisk meget anstrengende, at opleve så meget og så voldsomt om natten. I nogen kulturer, er drømme jo en lige så vigtig del af livet som det vågne liv, det forstår jeg til fulde i denne periode, hvor mine drømme styrer mit vågne liv så meget. En drømmeterapeut vil helt sikkert kunne drage en masse spændende og interessante konklusioner ud fra mine drømme, og helt sikkert få mere ud af dem, end det jeg umiddelbart kan?! Hvilken konklusion ville hun/han mon få ud af, at jeg i nat: skulle lære en gammel gymnasie skolekammerat (som jeg ikke havde særligt kontakt til) at jonglere med tomater, og jeg gjorde det med en rød-grøn og sort, SORT tomat, da det ikke ville lykkedes, hverken for hende eller mig åd,- nej ikke spiste, for jeg gjorde det i en mundfuld.. jeg den rød-grønne og sagde den smagte fint? Men bruge drømmetid på at lære en anden at jonglere med tomater og så i de farver! Jeg ville, hvis jeg kunne hellere drømme nogle helt andre drømme ;-) Der kommer et "rigtigt" indlæg senere. Min mor har fødselsdag, så jeg tændte faktisk computeren for at ringe (skype) til hende for at ønske tillykke, da mine fingre / underbevidsthed pludselig ville udgive/skrive om mine mærkelige drømme. (Kan man mon få sine drømme analyseret over nettet (gratis og seriøst?))
At komme hjem igen, har været en blandet fornøjelse. Det er fedt at være hjemme i sit eget hjem, og især da det jo er rent og pænt,- der ligger ingen døde fluer, eller meterhøje bunker af støv og skidt, meeeeen at være tilbage i byen er en blandet fornøjelse. Byens gader er brækket fuldstændig op og man kører på meget hullede grus"veje". Øv! Der er vådt og stemningen i byen virker trist og nedslående. Det er nok vejret, men der hersker en depressiv og kuldsejlet stemning, der siver ind ad umærkelige kanaler. Men i sommerens løb, er der blevet sat affaldsbeholdere op på lygtepælene med nogle få meters afstand, så man kan da kun håbe, at folk kan finde ud af at ramme dem, når de skal af med deres affald. Ænderne har fået ællinger, så helt skidt står det nok ikke til med drenge, der har hærget rederne i foråret. Men se: Brædtet (som desværre ikke længere er "brædt") er blevet udsmykket....weeeeeiiiihhhh!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.