Store bededag

I morges tog min yngste søster, Dudi afsted på ferie til Danmark med sin familie. Begge hendes drenge har glædet sig, som kun børn kan glæde sig til at komme ud, og flyve og holde ferie. Meeeen da skæbnens time oprandt, viste det sig, at den yngste Silas havde nogle lidt ambivalente følelser mht til flyvere og flyvning.. Han græd mere og mere, jo tætter han kom flyveren, og da Dudi tog ham på armen for at stige ombord, kunne vi høre ham skrige "Naamik, naamik, naamik" (Nej, nej, nej) Jeg håber for forældrene, og ikke mindst for Silas, at gråden tørrede ind og glæden fandt vej igennem angsten. Bare det ikke bliver et ødelæggende, destruktivt og uhelbredeligt traume.

De tog afsted i det dejligste maj-vejr.

Daniel, derimod græd overhovedet ikke...tværtimod! Han bogstaveligt talt, hang i luften, for at komme ombord i flyveren. (Billedet er lidt uskarpt, men jeg synes at det skal med for at vise de to brødres forskellige oplevelser, af den kommende tur..læg mærke til flyveren øverst i venstre hjørne!) Som I kan se, tog de afsted i et dejligt maj-solskinsvejr. Senere på dagen, tager jeg afsted på kursus i Nuuk, hvor vi skal undervises fra om morgenen til om aftenen. Jeg må tilstå, at jeg havde håbet på et par timer i Nuuk i forretningernes åbningstid, men pyt