tirsdag den 10. april 2007
1.arbejdsdag efter påskeferie
Så er første arbejdsdag efter en dejlig påskeferie slut. Det var hårdt at komme tilbage på pinden, men mest fordi, jeg som det B-menneske jeg jo er, ikke kunne finde ud af at komme op i morges, så det hele blev forjaget, og mit hoved var som pakket ind i de blødeste dynedun resten af dagen.
Her til aften, ville jeg så sidde og tvinde mit garn sammen og det gik næsten fint.
Jeg fik tvundet en halv spole, som jeg så måtte vinde over på haspe-træ, så jeg kunne få tømt spolen, og da jeg så gik igang med at tvinde igen...ja, hvad så???
Klovn som jeg er, tvandt jeg det modsat ØV! Jeg havde bare ikke hovedet med- i bedste fald sad det under armen. Imorgen må jeg gøre et eller andet for at redde det. Nogen forslag?
Det er vist godt, at jeg ikke engang har fundet strikketøjet frem idag. Det var nok endt med at jeg havde strikket baglæns, strikket mit hår på benene med ind i arbejdet eller fået stukket mig selv ned bagfra med strikkepindene..
Pigerne fik deres blå bælter idag, men de kan ikke komme til træning før på lørdag, da gymnastiksalen bliver brugt til andre ting.
Jan og Laura har så aftalt, at Laura skal prøve at køre hundeslæde alene med 4 hunde een af dagene.
Vi har derfor travlt med at få snescooteren til at fungere, så vi kan følge hende og hjælpe hende, hvis hun får brug for hjælp. Sara skal med Laura.
Vi har snakket lidt om, at vi jo på noget af turen ikke kan følge hende helt tæt på , da snescootere ikke må køre i hundeslædesporet og derfor måske skulle udstyre os med vhf-radioer?? Nu må vi se hvad det bliver til, for hvor meget kan egentligt gå galt??
Klokken er som sædvanligt blevet alt for mange og jeg burde være klog af skade og ligge i min seng i den dybeste søvn, men NEJ! jeg sidder her lysvågen og er faktisk mest til sjov og ballade nu.
Ideen om at indrette samfundet til lidt flere typer mennesker, tiltaler mig meget i disse minutter, hvor jeg med forudrettede bekymringer tænker på det vækkeur, der inden for alt for kort tid vil ringe. På den anden side vil jeg jo også gerne have tidligt fri, så jeg kan dyrke mine interesser.
Jeg har endelig taget mig sammen og har været i idrætshallens motionsrum et par gange. Jeg forsøger at spise mindre og sundere samtidig, men ved af erfaring, at mine kilo og uklædelige deller desværre sidder meget, meget godt fast til mine knogler.
Jeg bilder mig ind, at det er fordi jeg er en overlever..altså hvis der kom hungersnød, ville jeg ihvertfald være een af de sidste, der døde af sult, for jeg har masser at tære af...måske er det ikke lige dét, som menes med at være overlever?? Pyt! Det er nu meget godt, at få rystet dellerne lidt indimellem og få luft mellem folderne, når man bagefter forsøger sig med noget udstræk.
Musefar og musemor har vist taget fejl af hullerne idag, og trådt ind i et gab end i deres bo. Sådan kan det gå.
Nogen snor deres garn den forkerte vej, andre går forkert endnu andre har i en alder af 41 endnu ikke lært, at hvis man går i seng kl. 01.15 og skal op igen kl. 06.45 kan det ikke give 9 timers søvn, som undertegnede har det bedst med, og slet ikke hvis man lige skal læse en halv mursten. Bedre held med dagen i morgen til både jer og mig ;-)
Åh hvor jeg kender det. Jeg er først rigtig vågen, fyldt med energi og klar i hovedet efter midnat.
SvarSletHåber, at du finder ind i rytmen ;-)
Hilsen
Mette G.