En forvanskning af virkeligheden, ligesom når du går igennem Tivolis spejlkabinet, hvor alting bliver forvrænget, strukket, mast, vredet og gjort ukendeligt og så alligevel er genkendeligt på sin egen mærkelige måde.
Jeg går ved siden af mig selv og græder lidt, når jeg er alene, jeg græder lidt, når Jan holder om mig, jeg græder lidt, når jeg kommer i tanke om det hele og så græder jeg lidt igen, for det er så trist og det er så sørgeligt at se en virkelighed blive strukket fuldstændigt ud af facon.
Min far har fået konstateret demens.
Det er ikke helt nyt, men d 26. juni blev han pludseligt meget syg og blev akut indlagt på Sisimiut sygehus, hvor han lå i over 14 dage.
De fysiske sygdomme blev behandlet, men demensen havde trukket vod i hans hjerne, rodet op i den nære hukommelse, rykket op i minder, følelser, tanker og tænkning for så at lade hele molevitten falde.
Det er som at stå i en brusende elv, hvor det kendte hverdagsliv pludseligt brager forbi og man ved at man er i gang med at miste det man kender.
Fordi at hverdagens små velkendte ting, hvirvles rundt i elven.
Noget af det rives væk, noget falder til bunds og andet bliver hængende i overfladen.
Som dominobrikker vælter det velkendte og selvom brikkerne er bekendte nok, står man og ser det hele fra anden og underlig vinkel.
Vi kan ikke gøre noget.
Vi kan ikke hverken stoppe processen eller helbrede demensen, som man kan med et brækket ben eller en sprængt blindtarm og det sværeste del, ligger sandsynligvis hos os, den nære familie og især hos min mor.
Der var heldigvis en plads til min far ude på plejecenteret da han var klar til udskrivning fra sygehuset og vi har nærmest mandsopdækket ham (kvinderne, -min mor, mine søstre og jeg) for at få ham til at føle sig tryg derude.
Det går godt med at falde til.
Værelset han bor i, er lækkert stort og der er eget bad, hvor der er masser af plads.
Det er lyst og lækkert og hvis ikke det lige var fordi at han har fået en massiv angst og fobi for højder, er der det flotteste, flotteste udsigt.
Personalet består af nogle af de mest hjertevarme, rummelige mennesker jeg har mødt.
De virker så rolige, så afslappede og man føler sig tryg i deres deres nærvær.
De giver sig ekstra tid til at sludre, et ekstra smil, et klap på skulderen og en kærlig aen ned over ryggen og det fylder mit hjerte med både ro og tryghed at se, hvordan de omgåes de gamle og demente ude på centeret.
Vi var klar over at demensen lå under overfladen og åd sig ind på den mand, som vi kender, men da den begyndte at tage de større mundfulde, blev vi kastet ind i dette forvrængede scenarie, som vi ikke kender.
Vi mennesker er jo vanedyr.
Nogle mere end andre.
Jeg er er en af de større, med nogle ret solide vaner, som er omdrejningspunkter i mit liv, hvor der til tider er uro og kaos.
Vi mennesker har det godt, når vi har nogle faste holdepunkter i vores liv.
En zone, hvor vi er komfortable.
Vi er trygge og veltilpasse, når vi har nogle solide fix-punkter i vores liv, som vi kan vende tilbage til når vi har været i uvante situationer.
Min far har været et af de mest solide ikke bare for mig, men for mine søstre og for min mor.
Min far har den sjældne evne, at man følte at man var noget ganske specielt og at det man havde sammen med ham var noget unikt og ekstraordinært.
Man følte sig priviligeret og udvalgt og helt speciel.
Noget af min velkendte verden ændrede sig langsomt.
De er vaner, som at komme forbi til en kop eftermiddagskaffe hos mine forældre, hvor vi sad på næsten faste pladser ændrede sig allerede for et godt stykke tid siden, for min far sov meget.. sover meget og de samtaler vi tidligere kunne føre med ham, ændrede sig også.
Det er en svær process at acceptere at miste på denne måde.
At kunne se min far kun for at opdage, at han langsomt forsvinder for øjnene af os og at vi ikke kan gøre alverden for at stoppe det.
At kunne se noget, men opdage at ikke alting er helt som det plejede at være og jeg klamrer mig til de ting, som er tilbage og håber og beder til at det stopper lige her.
Nu ved du, hvorfor jeg græder lidt på må og på få og nu ved du at min virkelighed ser anderledes ud og at jeg har lidt svært ved at genkende den og forsøger at få passet mig selv og min virkelighed ind under nye omstændigheder.