Atsinnermiut - Naneruut (acoustic)

Jeg elsker altså bare Lauras stemme.
Og ikke kun fordi hun er min søde datter.

Ørnekiggeri

Dagene flyver afsted og det er allerede fredag igen.
Mens jeg befinder mig i en af de første dage i ugen, så synes jeg at det føles uendeligt, men alligevel bliver jeg lidt overrasket over, hvor tit det så igen er fredag.

I dag fik jeg en besked fra min guddatter at hendes datter (min datters guddatter) gerne ville besøge mig.
For ikke så lang tid siden, mødte jeg hende i Brugsen og på et slitsekund fik vi arrangeret at hun skulle besøge mig.
Det var hyggeligt og det havde åbenbart også været hyggeligt for hende, for hun ville gerne besøge mig idag.
Jeg var lynhurtig ude af døren på skolen for at hente hende.

Vi kørte ned om havnen for at se om man kunne se ørnen og den sad og pudsede fjer på taget af et hus.
Vi sad i bilen og kikkede på den og mens vi sad der og kikkede på den store fugl, blev vi enige om at vi ville på kulturhusets cafe og drikke te.
Altså bortset fra at hun hellere ville have en smoothie.

Vi sad og hyggede og fik vendt rigtigt mange vigtige ting her i livet, -både om hvorfor nogle plukker øjenbryn, mobning i skolen, grå hår og om det er bedre at gå i strømpebukser end bare at have strømper på.
Vi snakkede om ål i sokker, om hvorfor det føles som om hjernen fryser til is når man får en kold smoothie og om klassekammerater, der nogen gange var trælse.

Jan fik fri og ville gerne være en del af selskabet og vi besluttede at han også skulle se ørnen, der sad oven på det gule hus tag og kørte afsted.

Fuglen var fløjet, men vi fik øje på den og så hvor den satte sig og kørte op og fandt den.
Vi fandt kameraet frem og vi hyggede os med at vi kunne komme så utroligt tæt på den inden den spredte sit enorme vingefang og lettede igen.

Det er en hyggelig start på weekenden at Nukaaka, mit gudbarn, som er gudmor for min datter, som igen er gudmor for hendes datter, vil tilbringe eftermiddagen sammen med mig.

At have noget at se frem til

I lørdags, da jeg havde fået fri fra det kursus, som lærerne er på, ville jeg lige prøve, om jeg kunne køre snescooter.

Eller rettere bremse, når jeg kører snescooter.

Bremsen sidder jo som bekendt i venstre side og skal klemmes med hånden, ligesom på en almindelig cykel og min håndskade sidder jo i venstre hånd og skal man køre sikkert og forsvarligt, bør man jo kunne bremse, så jeg måtte prøve.

Jeg kørte en ganske kort tur og heldigvis kunne det sagtens lade sig gøre.

Jeg kan mærke alle snescooterens motors rystelse i håndtaget /i hånden, men det er ikke værre end, at det sagtens kan lade sig gøre, når nu lysten til at komme hytten er så stor.

I går pakkede vi lidt rugbrød ned i rygsækken, fik startet scooterne op og kørte ud i vinterlandskabet

Det fryser 20 kolde minus grader og når kan kører med ca 50-80 km/t, så kan det faktisk komme til at bide en del i ansigtet, hvis man ikke får slået sit hjelm-visir ordentligt ned.

Det lover jeg dig så at jeg kan huske at gå gjort.

Da vi kørte afsted, skinnede solen forræderisk fra en flot blå himmel og udefra set, så det ikke specielt koldt ud, men vi vidste jo bedre og pakkede os godt og grundigt ind i mange lag uld og noget vindtæt yderst.

Solen skinnede stadig, da vi efter godt en 1/2 time nåede ind til vores hytte.

Jan fejede sne ned fra taget, 

så det ikke skulle begynde at dryppe, når solen stod direkte på og måske tøede det op, når vi sad på terassen under tag-udhænget, men han nåede lige akkurat at blive færdig før skyerne lagde sig over den blå himmel.

Så kunne vi da heldigvis sidde indendøre med en kop varm te og hygge og hyggede endnu mere, da min søster, min svoger, min nevø og hans kæreste kom forbi og sad omkring bordet sammen med os.

Om eftermiddagen måtte vi samle sammen, pakken sammen og køre hjem igen til civilisationen, for der er arbejde som skulle passes i dag, men nu er vi ladet lidt op og kan glæde os til næste gang, vi kan komme derind og lytte til den dybe, gode stilhed, nyde ensomheden og det simple liv.

I dag har jeg været til læge med min hånd.

Det har været planlagt længe og jeg er så glad for jeg har fået en henvisning til en ergo-terapeut og når der engang er en ledig tid (forhåbentligt indenfor de næste par uger /måneder) så kan jeg få noget genoptræning af hånden.

Det går langsomt fremad, men det gør stadig ret ondt og pegefingeren er svær/umulig at bøje (af sig selv) eller strække helt. 

Indfør nogle flere timer i døgnet, tak.

Der er folk, som klager sig over at der aldrig sker noget i Sisimiut.
Jeg ved ikke helt, hvad det er de helt konkret klager over og hvad det er for aktiviteter, som de efterlyser, for jeg synes at der sker så meget, at jeg faktisk ikke helt kan nå at deltage i alt det, som jeg gerne vil deltage i.

Altså.. bare det, at der den 3. fredag i hver eneste måned året rundt er åben scene i kulturhuset Taseralik, hvor alle, der har lyst, kan give et musikalsk nummer af enhver art, har mulighed for at træde op på den scene, som der er forberedt på forhånd og synge/spille eller begge dele.

Jan og jeg tager næsten altid ned og lytter.
Ingen af os giver den slags numre, men vi kan godt lide at lytte til alle de andre, som gavmildt deler ud af deres musiske talenter og dem er der faktisk mange af her i byen.

Om dagen er det børnene fra musik-skolen Serravik, der ofte giver mange numre og tidligt på aftenen, har de unge mennesker under 18 år mulighed for at spille og synge og efter kl 21, når de skal være ledsaget af en voksen enten bliver de med en voksen eller går  og giver scenen videre til dem over 18.

I den forgangne uge har gymnasieeleverne haft besøg af en kor-leder, som udover at dirigere gymnasieeleverne også inddrog et andet kor.

Hvis kor-sang skal falde i min smag, må det gerne være forholdsvis simpelt, enkelt og ikke for rodet at høre på.
Man skal kunne høre at der er styr på det og det var der med Line.
Det var lækkert og mine sarte øre-nerver blev smurt ind i blød, blid og lækkert kor-arrangement, som ikke provokerede eller fik mine små fimre-hår i ørerne til at stritte.

Min nevø Daniel, som går på gymnasiet deltog i koret og man kunne faktisk høre hans lækre stemme blandt alle de andre stemmer .. eller måske var jeg bare ekstra opmærksom på ham?

Om onsdagen er der strikke-café på sømandshjemmet og så er der sportsaktiviteter og som du kan regne ud, kor-sang, musikskole, en lille lift, hvor man kan komme til at stå på ski, Grønlands måske bedste langrendsski-løjper, et mega-fedt bagland, hvor man kan køre hundeslæde, snescooter eller bare gå en tur, der er biograf og der et motions-center i sportshallen og du kan dyrke holdsport i hallen, gå til spinning (på cykel) og spinding af moskusuld på aftensskolen og meget mere.

Jeg synes jo at der er rigeligt at give sig til og hvis man så oveni har nogle venskaber, som også skal passes, så skal man faktisk til at prioritere sin tid, hvis man også skal nå at sove, gøre lidt rent i hjemmet og måske endda passe sit respektive arbejde.

Jeg var til Åben Scene i fredags og det var mega hyggeligt. Jeg møder og snakker med nogle mennesker, næsten hver gang, som jeg normalt ikke snakker med og jeg ser og hører nogle talentfulde mennesker, som tør og vil dele deres musikalske talentere med os andre.
Dét er da fedt.

20.02.20

Hvis man skriver dagens dato i dag udelukkende med tal, så er det en mega fed dato.
Det har været en okay dag, også selvom du ikke skeler til datoen.
Det har været en hård dag, hvor jeg igen i dag har krævet mere af mig selv end jeg kunne yde. Dét er ikke så smart, når jeg når hen på den tidlige aften, hvor jeg er træt uanset om datoen er fed eller ej.

Der er blevet koldt.
Ikke bare en lille smule koldt, men koldt som i kummefryser-koldt og lidt mere til.
Da jeg tog dette billede af sø-røgen nede på havnen, frøs det 22 minus grader.

Min højre tommelfinger, som jeg engang har skåret halvt over, bliver lynhurtig kold og min venstre pegefinger, hvor jeg stadig har smerter efter mit kniv-uheld d. 30. december 2019 blev endnu hurtigere kold, så jeg skulle ikke stå stille alt for længe.

Vores kat kommer aldrig ud.
Det må den ikke.
Ikke heroppe.
Alle katte skal holdes indendøre uanset, om de er sterilisert eller ej.
Vores kat ligger i en kasse, der er foret med et grønlandsk lammeskind og kassen står foran vores radiator i stuen, som er skruet godt op for tiden.
Vores kat har et godt omend stille liv, men jeg tror at den har det godt med at det stille og rolige, for hun er en meget forsigtig kat, som ikke så godt trives med for meget afveksling, larm eller uro.
Hun vil allerhelst bare være os og vores faste rytmer og rutiner.
Hun kommer aldrig ud og oplever de iskolde minus 22 grader og det tror jeg, passer hende rigtig fint.

Erstatning for OpenLiveWriter?

(psst.. og så savner jeg altså stadig Open Live Writer helt vildt meget stadigvæk. Jeg skriver direkte inde i blogger nu og det er jeg altså bare ikke særligt tilfreds med. Hvad kan man mon erstatte Open Live Writer med? Jeg har en mac)

"Det tager lang tid at få gamle venner"

Det er ikke så tit, at man får lov at fotografere folk sådan direkte og lige på.
Eller.. jeg kender ikke så forfærdeligt mange, som synes det er helt okay, at sidde og kikke direkte ind i et kamera og være helt afslappet med det.

Til min egen ros, vil jeg sige, at jeg faktisk ret ofte lykkedes med at få nogle rimeligt gode portrætbilleder, hvor den affotograferede er ser afslappet ud og ser ud til at hvile i sig selv.

Lidt sværere er det at tage et billede af en gruppe.
Især når gruppen består af mine søstre og mig selv.
Jeg satte alle indstillingerne og stak Sara mit kamera i hånden og gjorde mig meget umage med at se fornuftig ud.
Mine søstre, som til hverdag er meget, meget kompetente og seriøse, forvandler sig til fjollerikker, når vi står sammen foran et kamera, så det ender altid på denne måde.
Det er jo sådan set også sjovt nok og viser jo også en historie om 10-15-20-50 år.

Jeg er meget glad for de billeder, som jeg tog af min familie i julen og som jeg fik printet flot ud på fint mat, vandfast papir og sat på 5 mm skum.

Når der er så mange mennesker, der skal fotograferes efter hinanden, så glipper det næsten altid med et eller andet.
Jeg fik fx ikke fotograferet min mor og Simon alene, men fik fotograferet nogle af de andre lidt ekstra gange.
Sådan er det.

Jeg havde mit kamera med over til mine forældre i går. 
Mit gudbarns datter var med og jeg fik lov at fotografere hende og når jeg nu alligevel sad og sigtede på folk med et stort objektiv, kunne jeg lige så godt rette det hen mod min far, som også sad der.

Han er ved at være godt oppe i årene.
Næste gang han fylder år og det er i maj, fylder han 79.
Det synes jeg jo er en pæn høj alder.

Min far og mor har været gift i 54 år.
De blev gift 12 dage før jeg blev født, så min mor stod brud i Sønderborg med en stor brudebuket for at dække lidt over den mave, som røbede at de måske havde lavet mere end bare holdt hånd og gået lange ture, inden de blev gift.

Sådan var det jo dengang.

Min far var sølle 25 år da han stod der ved alteret og sagde "Ja" til min mor som var 21 år.

Jeg var selv 21 år, da jeg fik mit første barn og når jeg ser 21-årige synes jeg ikke de er særligt gamle, men det hænger jo nok sammen med at jeg nu er mere end dobbelt så gammel.

Mine forældre har holdt sammen i 54 år.
De har bryllupsdag d. 05. februar og lige om lidt fylder jeg 54.


Jeg sagde til mig selv i går, at jeg ville huske at få mit kamera med noget oftere, så jeg kunne få nogle billeder af mine familiemedlemmer noget tiere.

Vi forandrer os hele tiden.

Både udenpå og indeni.

Nogle gange kan man se, når folk har forandret sig indeni og andre gange kan man ikke se noget som helst.
Det som er sværest er når folk er under en kedelig forandring og alt det  gode og velkendte langsomt forsvinder ind i glemslens lette tåger.
Nogen dage letter tågen og solens skinner måske for en kort stund, men så lægger der sig tåge-dis ude i hjørnerne og ændrer det landskab som var det kendte.

Det er ikke alle, hvis billeder jeg må dele.

Faktisk tager jeg jo ret mange portrætbilleder af alle mulige, men det er ofte i en sammenhæng, hvor jeg ikke kan vise billederne, så jeg er lidt ekstra glad, når jeg må vise, hvad jeg har set.
I min verden er det hyggeligt at dele oplevelsen af et /vise et billede med andre, uanset om det er via nettet (facebook/instagram ell lign)
Har du det på samme måde?

Det er altid hyggeligt, interessant og dejligt at kunne se gamle billeder af folk, man kender og folk man holder af, og den eneste måde at få gamle billeder, er vel at starte med at fotografere folk nu.

Flere ørne

Jeg har bestilt tid til lægen og kan komme til d. 24. februar med min hånd.
Det er lidt lang tid at vente, men sådan er det.

Lægen kan højst sandsynligt ikke gøre noget ved den, men måske kan han/hun give mig et svar på, hvorfor det gør så ondt og hvor længe det skal blive ved med at gøre ondt.. måske skal det gøre ondt resten af mit liv, men så vil det være godt at få det at vide.

Jeg vil rigtig gerne have noget at forholde mig til, for det tærer lidt på kræfterne at have ondt og et eller andet sted, så synes jeg jo, at jeg tog min del af smerte, da jeg havde så forbandet ondt i hovedet.
Nu er det jo "heldigvis" kun en finger og ikke et helt hoved, men jeg bruger jo mine hænder rigtig, rigtig meget og når man tager hænderne op ad lommen, kan man komme galt afsted.. hvad jeg så ret så ofte gør.
Øv.

Det strammer indeni og det gør ondt alle mulige steder omkring de nerver,  som blev skåret over.
Min pegefinger kan ikke rigtig strækkes helt og den kan ikke bukkes helt sammen heller.
Jeg kan det meste med hånden og endnu bedre, så kan jeg faktisk strikke.
Ikke sådan en hel aften, men et par omgange og med mange pauser og det er jo bedre end ingenting.

Jeg lader lidt som ingenting det meste af tiden, men når jeg så bliver træt, mister jeg pusten  og ømmer mig.


I løbet af weekenden vil jeg ud og se om jeg kan køre snescooter.
Jeg skal jo kunne bremse og det gør man jo med sin venstre hånd.

Jeg var et smut nede ved hundene i dag, da Jan kom hjem fra sin slædetur og der kunne jeg mærke, at jeg manglede kræfterne i min venstre hånd og at jeg var lidt for forsigtig.
Når foråret rigtig sætter ind og dagene bliver lidt varmere, vil jeg jo utroligt gerne med ud og køre hundeslæde med Jan og da skal min hånd jo gerne være i orden.

To af hundene tog lige en rask lille slåskamp og fik bidt små-huller i hinanden.
Heldigvis ikke noget alvorligt og kun småskrammer.

Lige i dag frøs det hele 20 kolde minusgrader og man blev lynhurtigt kold, hvis man ikke holdt sig i bevægelse.

Da vi havde kørt Jans slædegæster hjem i bilen, kørte vi en tur ned til havnen, hvor der sad en havørn på et hustag.
Det er en meget ung ørn, tror jeg.
Der er ret mange ørne omkring byen for tiden.
De er enormt store, når de kommer flyvende med langsomme, dybe vingeslag og ravnene, som ellers også er nogle store fugle, ligner små unger ved siden af den store ørn.

Træt af snestorm

Jeg prøver at ignorere det meget dårlige vejr, som vi holder os for tiden.. eller faktisk havde vi rimeligt godt vejr hele ugen, hvor vi var på arbejde, men i går som vi fik fri, trak det sammen igen og  blæste op igen.
Ikke bare en frisk brise eller en rask vind.
Næ nej.
Vi har skam snestorm igen igen og sammen med 12-15 minusgrader, så kan det altså virkelig mærkes at det er vinter.
Stormen flytter en masse sne og der kommer sne ned fra himlen, så sigtbarheden er lig nul indimellem.
Med 1 rask hånd og 1 hånd, som stadig gør mega-ondt og hvor det indvendige stammer og er meget følsomt, dunker, prikker og gør ondt, fik jeg lært en teknik med at skovle med den gode hånd og have den dårlige til hjælp.
Jeg har virkelig lært en masse nye mærkelige teknikker for at kunne gøre hvad jeg plejer at gøre, selvom min venstre hånd gør så ondt.

Ind i mellem piver jeg over den møg-hånd og indimellem var i dag mens jeg skovlede for det er altså lidt besværligt at skovle med 1 1/2 hånd.

Tilfredsheden var dog enorm da jeg var færdig også selvom sneen føg til næsten øjeblikkeligt.

Jan og jeg fik skovlet ovre hos mine forældre, hvor deres trappe var helt væk

og nogle vil måske mene, at man skal vente helt med at få skovlet, men jeg synes at det er godt at holde det nede så meget som muligt, så man kan hentes hvis man fx skal hentes i ambulance, skal have slukket en ildebrand eller bare have kaffegæster eller lign.

Måske et dumt og åndsvagt argument?

Da vi havde fået skovlet kørte vi en tur rundt i byen mens der var lidt sigt.
Ravnene holdt sig lidt af en fest i vinden

Jeg er træt af stormes rasen og trænger til stabilt godt vejr, men ingen er herre over vejret, så jeg affinder mig og forsøger at finde indendørs sysler at hygge mig med.

Nej, det er ikke vores hus. Det er bare et tilfældigt hus i stormen.