Tudemarie

Sara rejste d. 8 i denne måned sammen med sin kæreste. Sara skal læse videre i Århus og Max er i Vejle.

Det var vanvittigt hårdt og selvom der er facetime, skype og messenger, hvor man kan se og høre hinanden i modsætning til da jeg rejste til Danmark, hvor en telefonsamtale kostede 16 kr i minuttet, så syntes jeg altså det er hårdt at børnene rejser.
Og ja, de er altså voksne piger på 22 og 23 og jeg ser dem med stor sandsynlighed til jul.

Laura rejste i morges.
Mit hjerte, som ikke er helet over deres afrejse sidste år, gik lidt mere i stykker.


Dem, som har prøvet det før, siger at det bliver bedre og at det bliver lettere og inderst inde ved jeg det jo også godt, for jeg har jo vænnet mig til det med Simon, som jeg jo heller ikke ser særligt tit.
Når han rejser herfra, når han har været på ferie, så gør det ondt derinde i moderhjertet, men det er sket så mange gange, at jeg ved, at han kommer igen.

Sådan kommer det jo højst sandsynligt også til at gå med mine piger.
De kommer jo igen og de besøger os og er hjemme og vi skal være sammen og der er stadig oplevelser som vi skal have sammen..siger min hjerne, men hjertet hører ikke efter. Det hulker af smerte, vrider sig for at gribe fat og holde dem tilbage og klasker sammen i smerte, når flyveren letter med mine piger.

(Jeg læste en enkelt selvhjælpsbog i sommer, så jeg kan lærer at styre tankerne selv, men den gik ikke helt ind, så jeg skal have fundet nogle andre, som jeg kan blive klogere af. 
Jeg skal lære at komme over de her "livsforløbskriser" på en mere konstruktiv måde, så hvis du ligger inde med nogle forslag til  litteratur, som er værd at bruge tid på, så hører jeg gerne fra dig.)

Det skal nok blive bedre og det skal nok blive godt, lover min hjerne mit hjerte.

Laura havde planlagt noget afskedshygge med sine venner fredag aften, når hun var færdig med sit arbejde med at køre bus for de lokale guider (hun guider også turister, men ikke i fredags) og istedet for bare at sidde hjemme og kukkelure tog Jan og jeg og sejlede op i hytten.

Vi ankom sidst på eftermiddagen og inden vi nåede frem, faldt der et par dråber regn.

Før i tiden, var jeg overhovedet ikke glad for regn, men især efter den store naturbrand inde i fjorden i sommer og efter at have gået rundt oppe i fjeldet fra foråret og indtil nu, hvor det har været så tørt, så jeg er mere end almindeligt glad for det vand, som kommer ovenfra.

Vi fik lagt til og kom op i hytten og så kom der en lille byge regn. Det er ualmindeligt sjældent, at vi er inde i hytten, hvor det regner og det var enormt hyggeligt at høre regnen tromme på taget og ruderne.
Desværre drev skyen hastigt videre og ud af fjorden og det var fascinerende at se skyen haste afsted og kunne følge den.

Vi gik en tur op i fjeldet i går, nød efterårsfarverne og at der ingen myg var. Vi nød stilheden og nød at vi kunne høre elven.
Faktisk nød jeg også da jeg fik sok, da jeg trådte ud i "sumpen". Den har været knastør og jeg har kunne gå i det de sidste mange uger, men i går var der vådt og der var kommet vand nok til at jeg fik våde støvler og vandet trængte ind og gav mig en enkelt våd strømpe.

Vi snakkede om at gøre rent i hytten. Banke tæpper og feje gulvet, men vi nøjedes med at snakke om det og vaske op. Det er langt hyggeligere at ligge og læse, blunde og vågne op igen, læse videre og måske tage sig endnu et blund end at feje og banke tæpper og så sejlede vi hjem til Laura.

Det er hårdt at tage afsked og det havde måske været lettere, hvis jeg kunne tage bilen og køre ned til dem en torsdag eftermiddag når det passede mig eller at de kunne komme hjem på weekend når de havde lyst, men sådan er vores verden ikke skruet sammen, så jeg forsøger at være robust og stærk og det lykkedes ikke særligt godt lige nu.

Nyd det nu det satans liv

Jeg havde alt for travlt til at jeg faktisk nåede at mærke sommeren,

jeg tror jeg vil finde tid til at nyde efteråret.

nyt på nyt

Siden sidst:

Jeg kom til tandlægen , for han var så flink at finde en anden tid til mig.
Vi skulle være landet fredag aften, men med aflysninger, udsættelser, strandinger og forsinkelser nåede vi frem tirsdag tidligt om morgenen.

 Der var blevet rykket rundt og lagt puslespil i tandlægetiderne for at jeg kunne komme til.
Jeg fik sovet 1 1/2 time i Lauras seng og tog så bussen ind til midtbyen, hvor tandlægen holder til og fik lavet det jeg skulle have lavet: en bro over en tand, som manglede.

Årsagen til at jeg overhovedet skulle have lavet den bro, var at det kun var et spørgsmål om tid før den bagerste tand flækkede, knækkede og skulle hives ud og det kan jeg ikke leve med, så jeg har sparet penge sammen i rigtig, rigtig lang tid og fik samlet nok sammen til at det kunne blive denne sommer.
Herligheden blev sat på plads den 08 juli og det gik rigtig fint og jeg var glad.. lige indtil den 06. august, hvor broen knækkede og hele herligheden nu sidder løst og den ene af mine tænder er ømme.
Og nej jeg har ikke tygget i noget hårdt eller noget sejt. Jeg har været forsigtig og passet på og da det knækkede havde jeg faktisk ikke noget i munden og lavede ikke anden end at gå op ad trappen.

Nu skal jeg så have det ordnet og der er heldigvis garanti på det, men jeg skal selv betale for rejsen til Danmark og oveni de 21000 kr som det kostede i første omgang, kan jeg så spytte yderligere  godt 6000 oveni.

Jeg prøver ikke at ærgre mig og jeg prøver at sige til mig selv at det kun er penge, men jeg er ikke helt i mål med at vende det.
Jeg bliver nødt til at vente lidt, ignorere ømheden, tygge kun med den ene side, være ekstremt forsigtig for jeg kunne ikke finde en billig billet til før starten næste måned. "Sur røv" har jeg mest af alt lyst til at skrige, men jeg lader pænt være.


Sommerferien blev også forkortet lidt.
Sara gik rundt herhjemme og Laura var rejst til Qaqortoq, hvor hun skulle undervise i musik og jeg savnede Sara og ville være sammen med hende, så beslutningen om, at rejse hjem en lille uge før tid, var såmænd ikke så svær at tage, selvom vi havde det hyggeligt hos farfar.

Tilbage på vores faste adresse gik tiden med at hygge med Sara og hendes kæreste Max, at forberede min mors 75 års fødselsdag, som min onkel og hans samlever rejste op for at deltage i og derfor boede hos os og lige pludseligt er vi tilbage i hverdagen.

Jeg har valgt at forlade specialklasseafdelingen, som jeg har arbejdet i i små 20 år.
Jeg valgte ved samme lejlighed også at forlade min funktion som rådgivningslærer for specialundervisningen og er startet som ganske almindelig lærer i yngestrinnet.
Nogen mener det er et underligt valg, men jeg trængte til noget som gav nogle flere positive undervisningsoplevelser og selv om jeg drøner rundt som en flue i et syltetøjsglas i disse dage og prøver at finde hoved og hale i det hele, så håber jeg at tingene falder på plads.

Selvom det er den samme bygning jeg arbejder i, så er det helt nye elever, helt nye kollegaer, helt nye klasselokaler og helt nye arbejdsgange og ydermere er det ca 25 år siden jeg underviste så små elever.
Dét er svært og jeg er megamega træt om eftermiddagen og besvimer tidligt på aftenen.

Jeg har haft massive søvnproblemer de sidste par års tid, så jeg er ydermere i gang med at forsøge at ændre søvnvaner, så jeg har overskud til alt det nye.

Ude i hytten er alt ved det gode vante.

Det til trods for at der har været en voldsom naturbrand længere inde i fjorden, som har givet alvorlige rygproblemer den ene af gangene vi sov i hytten.

Branden varede i over en måned og blussede så kraftigt op at man blev nødt til at kontakte beredskabsstyrelsen for at få hjælp og de kom heldigvis op med noget materiel og mandskab, som vi ikke har og sammen med de frivillige lokale brandfolk, fik de slukket for ilden.

Et kæmpestort stykke fjeld er brændt fuldstændigt ned. Da det var værst, kunne vi herude i byen ikke have vinduer stående åben og byen var indhyllet i røg.
Det var rigtig væmmeligt, uhyggeligt og utrygt, så det er så fedt at ilden nu er slukket.



Der var bloglæsere, der skrev til mig, efter at have set og hørt om vores brand i nyhederne og tak for omsorgen og tankerne.

Først var det branden, som bragte os i de grønlandske og danske nyheder.
Nu er det så ikke kun Sisimiut, der er i medierne, men hele landet og det har Trump sørget grundigt for.

Jeg behøver vel ikke at tilføje at jeg ikke sympatiserer meget med ham?

Forhåbentligt bliver folk verden over lidt mere nysgerrige efter at vide noget mere om Grønland, som han er så interesseret i og måske det ligefrem kan føre noget positivt med sig?

Hvem ved?