Som du måske ved, kom Sara hjem med en kattekilling for 3 år siden.
Jeg blev ikke ligefrem ellevild, men da jeg løsnede lidt op for de stramme miner og fik kigget lidt nærmere på den efter en uges tid, hvor Sara havde båret den op og ned ad trapperne, sat den på potten, sørget for at den fik mad og vand og puslet og plejet den, kunne jeg da godt se, hvad Sara så, i katten.
Siden hen er jeg blevet enddog meget glad for Saras kat og den er mere end almindeligt glad for mig.
Den sover tæt sammen med mig hver nat, følger mig rundt i huset og kommer når jeg kalder.
De sidste par år har jeg stort set ikke været nede hos Jans hunde.
De er altså meget store i forhold til katten og måske er de også pænt store i al almindelighed. De vejer omkring 40 kg. gennemsnitlig og er bomstærke, som slædehunde jo er.
Jeg har jo så ikke været nede hos dem i meget lang tid.
Det har Sara til gengæld.
Hun er meget glad for dyr og takket været Sara, er hundene meget glade for mennesker, hvilket ikke er en selvfølge når man er en slædehund.
Hvis man ikke er om dem tit og ofte, risikerer man at de bliver sky og næsten umulige at komme i nærheden af.
Jans (og Saras) hunde er meget glade. Og især for Sara.
De trives og ser mere end almindeligt godt ud og i dag insisterede Sara nærmest på, at jeg skulle gå med ned og se hundene i dag og så kunne jeg jo passende tage mit nye kamera med.
Der er meget at lære med det nye kamera, men jeg føler at det nok skal komme.
Nu rejser Sara jo på mandag til Belgien.. helt nøjagtig Brussels, hvor hun skal være indtil juni, så der er nok andre end mig og katten, som kommer til at savne hende.
